Saucony Peregrine 5 – Review

I februar måned udkom der for mig en spændende opdatering fra Saucony, nemlig Peregrine 5. Peregrine 4 havde fået en ordentlig overhaling på mange punkter, og jeg syntes det var en af de bedste all-round trail sko på markedet. Det var derfor spændende om opdateringen fra Peregrine 4 til Peregrine 5 ville have lige så store ændringer eller om de faktisk mente at den linje de havde lagt for skoen var der hvor de gerne ville blive.

Heldigvis blev det sidstnævnte. Der har været små opdateringer til Peregrine 5 i forhold til den foregående udgave. Generelt set er min holdning også at man ikke skal lave ændringer for ændringernes skyld! If it is not broken, don’t fix it!!

Review’et er foretaget på baggrund af forskellige træningsture, ca. 90 km løb til VUMB og Transgrancanarien 86 km.

Det skal indledelsesvist nævnes at jeg har modtaget denne sko af Saucony af det formål at give et review af skoen.

Udseendet

Udseendet er nok den største opdatering. Peregrine 5 har fastholdt den røde farve i sortimentet.

 

Personligt syntes jeg den nye er lidt federe end den gamle. Om det er fordi jeg bare syntes den ser nyere ud kan jeg ikke finde ud af, men jeg kan godt lide blandingen af den gule og røde farve. Selvfølgelig meget subjektivt og slet ikke relevant for om det er en god sko.

Overdelen

Overdelen er lavet i en lækker tynd mesh som er meget åndbar. Den har et tyndt lag af FlexFilm teknologi som er Saucony’s måde at undgå sygninger i skoen, således at der ikke er nogle generende sømme. Jeg har tidligere haft problemer med at de har løsrevet sig. Dette har Saucony fået rettet op på og det er ikke noget jeg har problemer med merer.

Den tynde mesh gør at Saucony er i stand til at holde vægten nede og jeg syntes ikke at det er på bekostning af holdbarheden som jeg syntes er tilfredsstillende for en sko af den type.

I fronten af skoen kan man nu finde en tykkere gummi-forstærkning til at afbøde når man i ny og næ kommer til at løbe med fronten ind i en sten, rødder eller andet. Hvor stor virkningen faktisk er kan jeg være lidt i tvivl om eller om det mest er for synets skyld. Umiddelbart er min holdning nok at det bare et ekstra vægt uden den store funktionalitet.

En rigtig god ændring på Peregrine 5 er hælkappen. De har med opdateringen gjort den lidt mindre og mere rund og blød. Jeg forstå ikke de sko med høj stiv hælkappe. Ikke at det tidligere har været noget problem med Peregrine modellerne, de er bare blevet bedre med denne opdatering der gør at foden får en lidt mere naturlig bevægelsesfrihed men stadig har den støtte man kan forvente.

Pasform

Pasformen er et af de områder, hvor jeg syntes Peregrine 5 virkelig er suveræn. Step-In fornemmelsen er i særklasse god og føles som en naturlig forlængelse af kroppen.

Hælen sidder godt stramt og rykker ikke unødvendigt rundt. Det samme gør sig gældende om midt-foden samtidig med at der i fronten er god plads til tæerne.

Netop denne kombination af at foden sidder godt på hæl og midt-foden med plads til tæerne er helt essentielt i min optik da det gør at skoen sidder fast på foden samtidig med at tæerne får lov til at bevæge sig. Dette er med til at skab balance i ens løb, hvilket specielt er vigtigt på tekniske nedløb.

Sålen

Skoen har et drop på 4 mm, med en stack-height på 17mm/21mm. De 4 mm syntes jeg er et rigtig godt valg til en trailsko. Det fremmer en naturlig afvikling af ens løb og man kommer ikke unaturligt højt op i hælen. Specielt ved trailløb syntes jeg det er vigtigt med at relativt lavt drop. Igen på nedløb syntes jeg det gør sig gældende da man ellers kan have en tendens til at lande alt for meget på hælen og unødvendigt lægge ekstra pres på lår og knæ.

Mellemsålen er igen en PowerGrid mellemsål. Selv siger Saucony at en PowerGrid sål er 15 lettere og har en 30% lettere levetid end en normal EVA sål. Om dette også gør sig gældende skal jeg være usagt.

Rigtig vigtigt er dog ydersålen. Som det kan ses på billedet nedenfor, så har skoen en ret så grov sål der gør at man kan stå fast i nærmest alt slagt terræn.

Til trods for at den er ret så grov, så er den ikke udstyret med ”pigge”. Dette bevirker at man er i stand til at løbe med skoen ikke kun på nærmest samtlige trails (eller off-trails for den sags skyld), den kan nemt bruges som en road-to-trail sko. Jeg har sågar løbet intervaller på asfalt i skoen uden problemer.

Det eneste sted, hvor at sålen ikke er super god er på de meget våde dage godt med mudder i skoven på mtb sporene. Her står den ikke lige så godt fast som sko der er mere specialiseret til netop dette underlag. Men alt andet kan man rive den rundt i uden problemer og jeg syntes at Saucony har formået det perfekte valg imellem grovhed og alsidighed.

The Run

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan er skoen at løbe i? Jeg har slæbt skoen igennem ret så alsidigt terræn, alt fra almindelig skovløb, bjergløb, løb igennem længere vandpassager osv. Den sko her den fungerer bare.

Som tidligere nævnt så sidder den rigtig godt på foden. Dette gør sig både gældende på stigninger såvel som nedløb. Ved nedløb giver den en rigtig god fornemmelse for underlaget. Dette skyldes umiddelbart 2 faktorer. Det 4 mm drop og den ikke alt for tykke sål (17/21mm). Jeg stoler 100% på skoen og man kan derfor give den fuld gas på nedløb… Eller det er i hvert fald ikke den som sætter begrænsningerne, nok nærmere ens tekniske formåen.

Til trods for den relativt tynde sål, så giver den en rigtig god beskyttelse for sten, rødder mv. og PowerGrid mellemsålen syntes jeg er virkelig behagelig. Selvfølgelig kan man mærke når man kommer til at løbe på en meget spids sten, men overordnet set, så giver sålen mig den beskyttelse som jeg har behov for på selv meget lange løb.

Skoen dræner virkelig fint. Til VUMB var jeg ude og løbe i meget våde omgivelser. Her er det vigtigt at skoen ikke holder på vandet og tørrer hurtigt da våde fødder både kan være årsag til vabler og generelt ubehag.

Konklusion

Det er ikke nogen hemmelighed, jeg elsker den her sko. Det er klart min go-to sko i nærmest alle tilfælde jeg skal løbe trail. Den kan trækkes igennem næsten alt slags terræn og den performer bare. Jeg kan bruge den i alt fra korte hurtige ture til lange ture og den giver mig præcist den føling og beskyttelse jeg har brug for. Jeg har prøvet mange trail-sko og dette er den eneste der performer så bredt som denne.

Facts

Vægt: 271

Drop: 4mm

Stack Hight: 17mm/21MM

Rock Plate: Ja, (vævet nylon)

Skadet fra løb – alternativ træning

2014 går nok ikke i historiebøgerne som det år, hvor jeg virkelig løb nogle gode løb, hvilket jeg lidt havde sat snuden op efter. Højdepunktet var nok VUMB, men ikke grundet tiden, den gode placering eller noget i den retning, men det faktum at det var en fantastisk oplevelse i godt selskab af ikke mindst min gode ven Joseph Clemmesen, men også alle de andre løbere som vi delte oplevelserne med undervejs. Mine hovedmål var Transgrancanarien og TDS – begge løb som jeg blev nødt til at udgå grundet løberknæ. Oven i hatten har så også døjet med en akillessene som driller lidt, men som jeg faktisk har kunnet løbe med.

 

Det skal da løbes væk!

Set i bakspejlet har jeg virkelig været igennem en lang erkendelses-proces. Igennem min dog relativt korte løbe-karriere har jeg haft forskellige små-skader, hvor jeg faktisk har formået at løbe det væk – eller i hvert fald ikke overbelaste skaden så meget ved at fortsætte med at løb. Det har jeg derfor også tænkt at jeg kunne denne gang. Det har jeg bare ikke kunne! Og set i bagklogskabens ufatteligt klare lys, så var det nok dumt.. men der var bare liget det her løb som jeg jo gerne ville træne til… og være i topform til.

Alternativ træning

Jeg har defor erkendt at der skal andre metoder til for at få kroppen helt på plads igen. Ud over at jeg – som tidligere nævnt – er begyndt at styrketræne har jeg erkendt at jeg bliver nødt til at tage en total pause for løb og finde andre metoder for at holde formen ved lige på. Hvor ondt det end gør, så har jeg for en periode flyttet min træning indendørs. Det som jeg tror er vigtigt er at lave træning som gør at jeg kan bygge min form op igen, men uden at belaste de dele som er skadet.

Det første jeg tyr til at spinning. Der er en god måde både at få trænet lidt Vo2 på, men faktisk også noget udholdenhed. Det kræver så at man ikke går til timerne, men i stedet sætter sig op på en cykel og ellers bare tager 1 – 1,5 time i et tempo… vel omkring 70% – 75% af maxpuls.

Dette har jeg så tænkt mig at sætte sammen med noget gang på løbebåndet, og så eller sætte godt med hældning på – minimum 15%, men gerne 20% hvis der ellers er maskiner der understøtter dette – og så i et tempo omkring de 7 km/t. Ikke bare får man pulsen op, jeg får trænet nogle af de samme muskler som jeg gør ved løb, men jeg får faktisk også øvet mig i et gå. Og selv om jeg jo ikke er meget for at indrømme det – så bliver der gået op ad bjergene i til ultra trailløb.

Overordnet set er dette planen. Det lyder simpelt, men det er bare ikke så nemt som man skulle tro – i hvert fald ikke for mig. Det at gå ned i et træningscenter og køre fuld gas og kigge ind i en hvid væg på en spinningscykel kræver virkelig noget viljestyrke. Tiden går langsomt og der er ikke nogle der presser dig til at køre i et bestemt tempo eller tid. Til gengæld er der en stor motivationsfaktor i at jeg ved andre har lykkedes med at træne på den her måde med succes og vendt stærkt tilbage… og det faktum at jeg faktisk allerede kan mærke en forbedring.

Beslutningen om at tage en total pause for løb var en beslutning jeg skulle have taget for laaaaang tid siden…. men der virkede det fuldstændig utopisk ikke at skulle løbe i f.eks. 8 uger. Nu hvor jeg har holdt en aktiv pause på 8 uger (uden den store fremgang, hvis nogen), så virker det totalt dumt at jeg ikke har taget denne beslutning noget før… Det har faktisk været spild af god løbetid ikke at have taget indrømmelsen noget før og gået all in på pausen noget tidligere.

 

Ingen vej tilbage….

Så er jeg ved at være der, hvor man næsten kan sige, nu er der ingen vej tilbage. TDS er nu ikke bare et mål der ligger lidt ude i fremtiden, men et event der ligger lige om hjørnet og på mange måder en milesten i min ultra-løbs karriere.

Lidt om løbet

TDS er en forkortelse for “Sur les Traces des Ducs de Savoie” og er en tur rundt i to dale i Savoie området i de franske alper samt Aosta dalen i Italien. En ting man kan sige om det er område er at det er helt fantastisk flot. Nu har jeg kun set det om vinteren og jeg glæder mig derfor som en gal til at se hvordan det ser ud om sommeren og det er med en ydmyg tilgang til løbet at jeg stiller til start.

I nedenstående billederne kan man se selve ruten og der er vist ingen tvivl om at det er i hjertet af alperne vi skal løbe rundt. Alt i alt skal vi minimum igennem 119 km for at komme fra starten i Courmayeur og til målet i Chamonix.

 Højdeprofilen er også ret interessant. Der er ca. 7250 hm med i hvert fald et meget langt nedløb… efterfulgt af en, på papiret, ret så voldsom stigning. I hvert fald 1000 hm på de første 5 km, efterfulgt lidt mere stigning som ender ud på Col de la Forclaz der er et af de højeste passager på turen (2354 m). Når man kigger på højdeprofilen bør man også lægge mærke til hvor meget af turen der foregår over 2000m højde. 2000 meter over havet er ikke sindsygt, men det er dog der, hvor luften begynder at blive lidt tyndere og når man kommer højere op kan det efterhånden godt mærkes. Jeg ved ikke, hvor stor betydningen kommer til at være, men forventningen er at det ikke kommer til at gå ubemærket hen.

Træning op til TDS

Min træning op til TDS har været lidt anderledes skruet sammen end tidliger (dog ikke meget), hvilket har været gjort for bl.a. at tage højde for den skade jeg pådrog mig under TGC i starten af marts.

På løbesiden har der været lidt mere fokus på mængdetræning. Egentlig både i form af mængde som en del af de interval-pas som jeg har lavet, men også bare helt normal ud-og-løbe-en-tur-løb. Mine lange ture har endt ud med at være lidt længere end tidliger. Jeg har egentlig sjældent haft pas meget over de 30 og de længste har typisk været omkring 35 km og kun 1-2 af dem. Denne her gang har jeg haft 3 pas op omkring og over de 40 km.

Jeg har også fokuseret en del på bakketræning. Jeg var så heldig at få løbet en del hm i løbet af min ferie i Sverige. Det har nok givet mest på styrkesiden, da det ikke just var de stejle bakker, men det tæller det hele. Herudover har jeg løben en del decideret bakkepas. Fundet en bakke som jeg kunne løbe på i ca. 40 min. F.eks. løbet rundt i Rude Skov hen til Maglebjerg og så ellers løbet op og ned der i 40 min. Målet har her ikke været at kunne løbe hurtigt ned, men at løbe ned på en måde som er så effektiv som muligt. Jeg tænker her på at løbe ned af med en så god teknik som muligt og som sparer på kræfterne. Farten har været ret sekundær, det har bare været om at kunne løbe ned og spare på knæet på en og samme tid. Jeg føler det var været rigtig godt, men det er kun tiden der kan vise om det har været godt nok.

Herudover har jeg formået at lægge ca. 2 styrketræningspas ind om ugen. Det har været træning der har fokuseret på core og på at gøre nogle specifikke muskler stærkere. Typisk muskel-grupper man ikke styrker ved løb, men som man har behov for i forbindelse med stabalisering af kroppen når man løber. Styrketræningen har endvidere også skulle styrke mit nedløb. Slutteligt har jeg også forsøgt at lave nogle øvelser der har til formål at styrke min løbe-bevægelse da jeg i samarbejde med min fysioterapeut fand at jeg havde en meget lille tendens til at trække det ene ben lidt ind imod det andet når jeg løb. Ikke noget man normalt ville bemærke, men set i lyset af mit løberknæ, så fik vi arbejdet lidt med alt hvad der kunne tænkes at have en indflydelse.

Alt i alt, så føler jeg træninge har gået super godt og jeg føler mig klar til kamp.

Mål for TDS

Jeg forventer at TDS bliver en lang, hård men også en flot tur. I modsætning til TGC har jeg faktisk ikke andet mål en at komme hele vejen til Chamonix. Jeg vil gerne under 24 timer, men der er mange variable der der spiller ind. Ikke mindst vejret som har været meget ustabilt i alperne den her sommer, men også om kroppen, ikke mindst knæet, kan holde til det. Det skal ikke være nogen hemmelighed, det er ikke optimalt at træne til bjergløb i DK!

Alt sagt og gjort, så glæder jeg mig som en gal til at komme der ned og bare være en del af UTMB-cirkusset. Der er i alt 40 danskere der skal af sted. Jeg tænker vi nok skal være i stand til at gøre opmærksomme på os selv 🙂

Næste mål – TDS – forhåbentligt…

Som bekendt er jeg stadig skadet – løberknæ! 😦 Ikke ens speciel god skade da den er super besværlig at komme til livs. Til alt held er det ikke så slemt at jeg ikke kan løbe (som en del af skadesgenoptræningen er løb faktisk påkrævet!!). At være skadet er virkelig virkelig belastende. Både for min egen mentale status, men endnu værre, så påvirker det jo også min familie.

Men usikkerheden om jeg når at være klar til at løbe TDS i august er virkelig ikke humøropløftende, men jeg tror på det.. Jeg bliver nødt til at tro på det!

Status pt. er at jeg godt kan løbe på den og holde formen ved lige. Jeg har har sløjfet alt hvad der hedder bakketræning for nu for ikke at sætte unødvendigt pres på det beskadiget væv og give helingsprocessen så gode muligheder jeg kan. Turene er også relativt korte (relativt set) og min træningsuge ligger i omegnen at 30-40 km. Jeg får dog løbet lidt i skoven og også noget med lidt fart i benene, så god varieret træning.

Nye tiltage

Hvad gør jeg så for at blive klar igen? Det første jeg gjorde efter skaden var identificeret var at gå til Sportsfyssen på Østerbrogade. Anders, som ejer klinikken er super erfarren hvad angår løbeskader og fik mig straks igang med at lave forskellige øvelser der har til hensigt at styrke min stabilitet.

Ud over de forskellige stabiliserende øverlser er jeg også begyndt bare at ligge noget styrketræning ind. Jeg er startet med træningsprogrammet fra Posemanden.dk og har efterfølgende også taget en omgang med Vikingetræning hos Sportsfyssen.

Posemanden’s øvelser har været et rigtig godt sted at starte og jeg kan klart mærke at jeg har fået en del styrke ind på de ca. 2 mdr jeg har gjort det. Vikingetræningen hos sportsfyssen har dog virkeligt lagt et ekstra element på. Kort fortalt er det en gang crossfit øvelser men med fysioterapeutisk fornuft. Ud over det at være med til en fællestime giver det også nogle yderligere øvelser til at lave der hjemme og man får af vide hvad ens faldgruppe er i forhold til øvelserne da der er konstant overvågning på. Det er seriøst noget der kan anbefales. Målet er IKKE at blive lige så stærk som hende her, men bare at få en generelt god styrke og undgå unødvendige skader

Udover dette er jeg også blevet filmet hos Sportsfyssen for at kigge på min løbeteknik. Rigtig interessant at se. Det er ca. 2 år siden jeg sidst har gjort det i forbindelse med noget teknik-træning. Der var flere interessante ting her. For det første kunne jeg konkludere at min teknik-træning for nogle år siden virkelig har båret frugt! Der er stadig et par små gram der kan rettes til, men i det store hele ser det fornuftigt ud.

At løbe i helt flade sko virkede ikke som noget der umiddelbart ville gavne mig – det ville omvendt heller ikke skade mig og kunne være en del af min skorotation. Ret interessant så landede jeg længere fremme på foden med en Sacony Kinvara sko (drop på 4 mm) end med bare fødder.

Sko med skum skal jeg holde mig fra. Jeg har tilsyneladende en tendens til at falde lidt ind af på min forfod. En sko med meget skum ala Hoka ville ikke gøre dette bedre  – tværtimo. Der var ikke den store forskel på bare fødder og i min Kinvara. Så nu er det kun let skummede sko eller ingen skum.

I forhold til min skade var det interessante selvfølgeligt at mit ene knæ har en tendens til at falde lidt ind ad, forårsaget i at hoften falder lidt når jeg løber, men det var virkelig ikke særlig meget og at skulle rette det op bliver nok en lidt lang process. Jeg tror på det, og det skal nok lykkes.

Hvorom alting er, så vil jeg lidt slå et slag for at man får lavet et studie af ens løbeteknik hos en fysioterapeut der ved noget om det – i hvert fald hvis man løber (eller gerne vil løbe) meget. Han vil i høj grad kunne fortælle hvad der er godt og hvad der er skidt. Og ikke mindst, hvor ens faldgrupper er i forhold til at blive skadet.

I forlængelse af dette vil jeg selvfølgelig også slå et slag for at løbere laver styrketræning. Når man løber meget belaster man også en muskler, sener, led osv. Noget bliver rigtig stærkt, men der er også muskler der nærmest ikke bliver påvirket, men alligevel bliver brugt i forbindelse med vores stabilitet når vi løber. Dvs, er de ikke trænet ordentligt, bliver de heller ikke aktiveret ordentligt og sandsynligheden for det går galt er desto større.

TDS til August i Chamonix er som sagt næste mål. Planen er klar, jeg eksekvere på den, så mon ikke også det går?

Vitargo® energiprodukter – review

Når man går ind på Vitargo®’s hjemmeside er det første man bliver mødt med “Vitargo – The best carbohydrate in the world”. Så er overlæggeren ellers lagt højt. Men lever det også op til det?

Vitargo® er den nye spiller på den danske marked inden for energiprodukter til sportsudøvere. Der skal ikke være nogen tvivl, dette er et kæmpe marked og det gælder i høj grad om at forsøge at skille sig ud fra andre produkter. For hvorfor skal man egentlig vælge det ene produkt frem for det andet? Det kan være en jungle at finde rundt i og producenterne forsøger sig også i bedste vis at differentiere sig fra hinanden.

Den seneste stykke tid syntes jeg man har set mange energiprodukter der slår sig meget på at  være så naturlige som muligt. De slår sig på økologi, ingen tilsætningsstoffer og meget andet. Men fælles for dem alle er nok at videnskaben bag er nogen lunde den samme. De indeholder kulhydrater i form af forskellige sukkerarter ala Dextrose (også bare kaldet druesukker), fruktose (frugtsukker), maltodextrin og ikke meget andet. Det eneste mærker jeg lige er stødt på som virkelig skiller sig ud er Winforce som jeg har skrevet om her.

Vitargo® ligger sig umiddelbart i høj grad op ad produkter som High5, Cliff Shot, GU og mange andre når man kigger på energisammensætningen. Men så alligevel ikke. Og det er så her at Vitargo® forsøger at udskille sig fra deres konkurrenter. Specielt på sportsdrikken – den indeholder nemlig ingen sukker –  kun Vitargo® (og ja, de referer til det som et ingrediens). Vitargo® består i stedet af 100% stivelsesbaserede produkter, hovedsageligt majs eller byg og som efter sigende skulle give nogle meget komplekse (også populært kaldet lange) kulhydrater.

Vitargo® Carboloader og +Electrolyte

Energidrikkene Vitargo Carboloader og +Electrolyte er i høj grad der hvor Vitargo udskyller sig fra konkurrenterne (overordnet set samme produkt – der er bare tilføjet elektrolytter i Vitargo +Electrolyte). Begge produkter indeholder nemlig ikke sukker (og her mener de sukker i den traditionelle forstand nemlig kortkædede kulhydrater ala druesukker (glukose) og frugtsukker (fruktose) – for når alt kommer til alt, så er alle kulhydrater en sukkerart (1) ) og kulhydraterne kommer udelukkende fra Vitargo® ‘s patenterede kulhydratsammensætning. Ifølge de undersøgelser der bliver refereret til hos producenten bliver Vitargo drikkeprodukterne optaget markant hurtigere i kroppen og som følge heraf bør effekten derfor også være mere umiddelbar. Dette konkluderer man på baggrund af et begreb der hedder osmolalitet. Jo lavere osmalitet jo hurtigere er mavetømningen.

I min optik er der desværre et par forskellige problemer her – og nu bliver det en anelse teknisk. Det første er at der ud over mavetømningen er 3 andre processer der har betydning for hvor hurtigt at kulhydrater optages i kroppen (optagelse i kroppen sker via blodsukkeret som er glykose – er et kulhydrat ikke af typen glykose skal kroppen først omdanne det hertil). Samtlige faktorer der er bestemmende for optagelsen er (1):

1. Mavetømningshastighed
2. Fødeemnets nedbrydningshastighed
3. Optagelseshastigheden fra tarmen
4. Indholdet af glukose

Samspillet af disse 4 faktorer bliver kaldt for “Det Glykæmiske Indeks” eller bare GI. Jo højere GI jo hurtigere er optagelsen af energien. Det vil altså sige at der er 3 andre faktorer end mavetømningen som en indflydelse for hastigheden af energioptaget.

Nu har jeg siddet og kigget en del efter det, og umiddelbart kan jeg ikke se noget af Vitargo’s literatur der refererer til dette. Jeg siger på ingen måde at Vitargo ikke bliver optaget hurtigt, men det kan undre mig man vælger at referere til kun en variabel ud af fire. Kigger man på en oversigt over GI ligger Maltodextrin helt i top for optagelse i kroppen, hvor de stivelsesbaserede produkter ligger noget længere nede på skalaen. Majs har eksempelvis kun et GI på 55 – og som blandt andet er en af bestandelene i Vitargo® (2). De bør måske nævnes at maltodextrin også er stivelsesbaseret, men er på forhånd noget nedbrudt og derfor er kæderne meget kortere end normale kulhydrater som oprinder fra stivelse.

Et umiddelbart andet problem er at Vitargo både siger at det er lange kulhydrater, men at det samtidig bliver optaget hurtigt. Typisk arbejder man med at et korte kulhydrater bliver optaget hurtigt da det har den form der skal til for at blive transporteret ud til musklerne og blive forbrændt. Vitargo siger basalt set med en hånd at det er lange kulhydrater samtidig med de gerne vil sælge en historie om at det bliver hurtigt optaget.

Korte eller lange kulhydrater, så skal man i hvert fald holde sig for øje at bliver det optaget hurtigt i musklerne, så kommer det også hurtigt der ud hvor det bliver brugt og man skal have tilført noget nyt hurtigt. Det være sig om det er baseret på korte eller lange kulhydrater.

Det bliver hurtigt en anelse langhåret – og jeg siger på ingen måde at Vitargo® ikke er state of the art og lige det man har behov for som sportsudøver, men det er virkelig ikke nemt for en der ikke er ekspert at finde hoved og hale i det. Ydermere har jeg ret svært ved at man referere så kraftigt til videnskabelige artikler og litteratur. Der kommer alle mulige problemstillinger ind såsom kildekritik, metoder, konklusioner draget på baggrund af statiske signifikansundersøgelser, hvad er baggrunden for man har foretaget testen (opstillede hypoteser mv.)… og andre videnskabmetodiske problemstillinger.

Går man ind og kigger på nogle af artiklerne, så opdager man hurtigt at de videnskabelige tests er blevet lavet på en meget lille population. Se f.eks http://www.vitargo.com/static/media/studies/vitargo-gastric.pdf, hvor man kun har brugt 6 forsøgspersoner. Sandsynligheden for at de er dækkende for den totale population er nok meget lille og at drage konklusioner ud fra det vil jeg mene er tvivlsomt. Slutteligt bør det måske også bemærkes at det studiet her er 14 år gammelt. Det er et område der bliver forsket en del i, så jeg tænker der kan være kommet nyere forskning på banen.

Ud fra ovenstående kan jeg nemt blive i tvivl om det er godt at bruge under et event, eller før et event (jeg kan blive i tvivl om hvor hurtigt det faktisk bliver transporteret til kroppens glycogendepoter?). Snakker vi om langsomtoptagelige kulhydrater eller kulhydrater som bliver smidt direkte ud imod musklerne og klar til kamp med det samme? Jeg syntes det er et ret essentielt spørgsmål da det har en påvirkning af hvor meget og hvornår man skal optage nye kulhydrater.

Hvis vi nu prøver at tage de mere pragmatiske briller på så må jeg sige at både Vitargo® +Electrolyte og Carboloader smager rigtig fint. Personligt vil jeg faktisk mene at +Electrolyte er den mest velsmagende energidrik jeg har smagt (smagen var Pink Grape) og minder rigtig meget om Fanta’s Pink Grape – dog uden brus. Jeg har sågar haft hele min familie til at teste smagen – og den faldt i alles smag. Ingen af produkterne har den den meget søde smag man finder i nogle ernergiprodukter og når man drikker det føles der nærmest helt blødt. Det er muligvis grundet at det er lavet af stivelse. På mig bliver det derfor heller ikke så kvalmt og jeg kan nemt forestille mig at drikke det i meget lange perioder. Herudover virker det også som om det er skånsomt imod maven. Men da jeg ikke er den med typiske maveproblemer grundet for mange geler mv, så har jeg svært ved at bedømme det.

Jeg har på alle tidspunkter følt at jeg fik den energi jeg fik brug for ved brug at Vitargo® – og når alt kommer til alt, så er det klart det vigtigste. Jeg må indrømmer at i praktiske termer, så kan jeg ikke rigtig mærke om energien kommer meget hurtig, men kan konkludere om brugen af et givent præperat fungerer. Og det gør Vitargo® Carboloader og +Electrolyte.

Vitargo® Gel’er

Her bliver jeg igen lidt forvirret. Når jeg sidder og læser Vitargo’s produktkatalog skriver de at Vitargor®-kulhydrater ikke skal blandes med almindelige sukkerarter da det hæmmer vitargo-effekten(??). Omvendt er det præcist det som de har gjort med deres geler. Bestanddelene i gelerne er nemlig både deres patenterede kulhydrat samt andre kulhydrat-typer. Ydermere skriver de at den kan bruges som nødraket når energidepoterne er ved at være tomme. Og mig der troede at det netop var energidrikkens styrke?!

Jeg har haft 2 forskellige geler til test. Den med appelsin smag og den med citrus-lime. Gelerne kommer i 45 grams doseringer, hvilket er lidt over hvad andre producenter typisk laver. Kan man godt lide Vitargo®’s gel, så kan man jo begynde at regne på hvor mange kulhydrater man har behov for i timen og se om det passer med at justere til 2 geler, hvor man måske skal nærme sig 3 geler med andre producenter. Jeg syntes produktet virker rigtig fint og tror det har ret meget samme effekt som alle andre normale geler.

Vitargo® Energikaken

Her snakker vi om en energi-bar lavet på kun naturlige råvarer som tørrede abrikoser, æbler, havre honning, mandler sesam og soja. Min første tanke var klart, Cactus frugtstang møder havregryn. Med indholdet in mente, så er det vel heller ikke så unaturligt.

Jeg har været igennem 2 forskellige typer. Den originale og den med kakao-smag. Begge barer smager fortrinligt. Min favorit er dog klart den med kakao-smag. Den umiddelbare brug af dem vil jeg se som enten før et løb som som indtagelse af nogle langsomt optagelige kulhydrater, eller til lige at få fyldt op med hvad jeg syntes er nogle rigtig fornuftige ingredienser efter et løb. Under et løb vil jeg umiddelbart syntes den er lidt for tør når man i forvejen måske er lige en anelse dehydreret. Det er en smagssag og er man til det kan man på ultra-løb eksempelvis bruge dem på vej ind i et depot, hvor man får pulsen ned i en zone, hvor kroppen er i stand til at optage langsomtoptagelige kulhydrater.

Konklusion

Ud fra egne empiriske tests (løb foretaget i skoven) syntes jeg at Vitargo er et rigtig fint produkt. Man får umiddelbart den energi man skal have både fra deres energidrikke og geler.

Er man til brug af energidrikke, så kan jeg godt anbefale at bruge det specielt for hvad smagen angår. Endvidere har jeg undersøgt forskellige fora og den generelle holdning er at det er meget skånsomt for maven. Et klart plus i min bog, specielt som ultra-løber, hvor man skal være i gang time efter time og er dybt afhængig af at det man indtager ikke smadrer ens mave.

Gelerne er ligeledes et godt produkt, man får den energi man skal bruge. Smagsvarianterne er i den frugtige ende af skalen (Appelsin, Citrul-lime og Cola). Spørgsmålet er jo bare om man er til det eller mere til nogle af de mere karamel, chokolade lignende produkter der også er dukket op for nyligt. Brugen af dem afhænger i min verden om man syntes de er velsmagende og det er der kun en måde at finde ud af… køb den og smag den.

Jeg syntes dog det er en super ærgerlig måde at Vitargo reklamere for deres produkter – eller i hvert fald deres energidrik. Personligt er jeg rigtig meget i tvivl om hvad pokker det er for et produkt jeg rent faktisk står med i hånden. Deres referencer til tekniske begreber som osmolalitet samt artikler der ikke er til at gøre sig kloge på gør kun forvirringen komplet for mig. Ved første øjekast formår de at få solgt en historie om god energi der bliver optaget hurtigt og overlegent i forhold til andre produkter. Men kan man overhovedet konkludere det på baggrund af de refererede undersøgelser? Og er deres sammenligninger med andre produkter overhovedet sammenlignelige, eller sammenligner man basalt set produkter der har forskellige formål? Googler man lidt på f.eks. Isostar Long Energy som Vitargo sammenligner sine osmlitetsberegninger med ( se: http://www.vitargo.com/vitargo/)  finder man hurtigt frem til at denne drik faktisk har til formål at frigive energi langsomt, hvilket ikke er det som jeg læser er formålet med Vitargo’s energidrik. I min verden en sammenligning af to forskellige produkter for at få det ene produkt til at stå bedre i forhold det det andet. Det kan godt være jeg har nej-hatten på, men syntes ikke det virker validt. Jeg står i hvert fald tilbage med flere spørgsmål end svar, men bedøm selv.

 

(1) http://www.gomotion.dk/artikler.asp?mode=detail&p_id=55&a_id=36&page=2&title=art

(2) http://slankedoktor.dk/artikler/mad/4265/tabel-over-et-glykemisk-indeks-.aspx

Transgrancanaria – 2 weeks to go – lidt løse tanker

Hvor er det vildt – det er nu godt et år siden jeg løb mit første ultraløb – Transgrancanaria Advanced 83 km. Hvilken oplevelse det var – og nu er der så kun 2 uger til jeg skal i gang igen! 125 km og 8500+ hm venter hen over Gran Canarien. Ruteprofilen kan ses her:

Er jeg klar? Det er altid et godt spørgsmål og jeg føler altid jeg har svært ved at bedømme min form forinden et løb. Jeg bør være klar! Jeg hare fulgt mit program ret godt. Der er nogle ting jeg kunne have planlagt bedre. Set i forhold til TGC lå min skiferie nok ikke helt optimalt – men løb er ikke alt og det var en super skiferie. Der er heller ikke noget jeg kan gøre ved det nu. Min træningstur i dag var rigtig god. 5×2 km i tempo 3:46 – 3:48 hvor jeg følte mig rigtig godt tilpas hele vejen indikerer for mig at det ikke står helt slemt til. På søndag er den sidste lange tur – 4 timer i skoven sammen med andre entusiastiske løbere – som for alvor kommer til at give mig et fingerpeg.

Nye Sko – Saucony Kinvara.. men bare som trail sko – Enter Saucony Peregrine 4

De sidste 2 løb faldt sko-valget på Hoka. Det er nu tid til at prøve noget andet. I begge løb har jeg være rigtig træt af at den er tæt på umulig (for mig) at løbe på tekniske nedløb. Jeg har i lang tid sukket efter at Saucony ville tage deres Kinvara sko og sætte en grov sål på.. Endelig er det sket med Saucony Peregrine 4 (det skal dog siges at v. 3 var tæt på og ligeledes en fantastisk sko).

Der er stadig lidt tilbage man kan efterspørge – men overall så er det en monster sko der er super god til både bjerge og sten samtidig med den kan klare en tur i skoven her hjemme selv i mudret førre. Skulle jeg kun have en trailsko, så er det uden tvivl den jeg ville have.

Energi

Jeg har også ændret på mit valg af energi. Denne gang falder valget på Winforce. Et fantastisk produkt (nærmere review vil følge) som i min bog har nogle signifikante fordele. Det smager godt, det vejer ikke så meget og jeg benytter mindre af det en f.eks. Cliff Shot Blocks som jeg brugte til Zugspitze Ultratrail.

Alt i alt kan jeg kun sige – jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage til Gran Canarien. Det var en monster oplevelse sidste år – og jeg er sikker på det bliver det igen i år.

Turen bør kunne følges live via Facebook så til dem som er interesseret – stay tuned. Og skulle man have lyst til at smide mig en opmuntrende sms undervejs, så vil der kun blive sat pris på det 🙂

Hvor meget skal jeg træne – En alternativ vinkel

For nyligt var der en hæftig debat på nogle af de sociale medier vedrørende mængden af træning. Skal der lægges mange kilometer om ugen eller skal man lægge få kilometer om ugen?

Hele denne debat fik mig til at tænke, hvor meget skal man egentligt træne og hvilke faktorer er medbestemmende for den optimale træningsmængde for det enkelte individ?

Jeg vil i dette blog-indlæg forsøge at komme med en lidt altenativ måde at anskue problematikken om optimal træningsmængde på ud fra spørgsmålet, skal jeg løbe en ekstra kilometer denne uge? Jeg vil ikke komme med noget endegyldigt svar for det præcise antal af kilometer, men lægger i højere grad op til at den optimale træningsmængde er meget afhængig fra person til person og afhænger af flere faktorer.

Som det hurtigt vil fremgå for er tankegangen meget inspireret af en økonomisk optimerings tankegang, hvor jeg forsøger at definerer en omkostning, indtægt og gevinst ved træning.

Som jeg sagde, en alternativ måde at anskue problematikken på.

Omkostning ved træning

Når man snører løbeskoene på for at tage ud og træne vil der en omkostningforbundet ved hver enkelt kilometer man løber. Omkostningen kan være meget forskellig fra person til person, men jeg tror generelt set godt man kan dele den ind i nogle generelle termer så som:

• Tid væk hjemmefra
• Slitage af af udstyr
• Sandsynlighed for at blive skadet.
• Glæden ved træning
• Ændring i formniveau

Tid Væk Hjemmefra (TVH) kan være meget forskellige for person til person. For nogle vil denne være tilnærmelsesvist nul, hvor for folk med kone og ikke mindst børn vil den (sandsynligvis) være stor. I hvert fald for dem som jeg kender og løber med er Tid væk hjemmefra en ret stor omkostning, hvor man prøver at lægge træningen på en måde, hvor man minimere denne omkostning mest muligt.

Slitage af Udstyr (SU), her tænker jeg meget på den direkte omkostning på anskaffelse og genanskaffelse at nyt gear. Jeg tror ikke det er noget som der er mange (hvis overhovedet nogen) der tænker direkte på, men det er unægteligt en omkostning.

Sandsynligheden for at blive Skadet (SS) ser jeg personligt som en meget vigtig del af den totale omkostning ved at løbe en kilometer. Bidraget af denne faktor til den totale omkostning er meget variabel og afhænger i hvor høj grad af om den næste kilometer er kilometer nr. 1 eller 100 i en pågældende uge.

Glæden ved Træning (GT) burde ikke være en omkostning. Der bør være glæde ved at løbe en kilometer, men er motivationen der ikke, så kan man anse det for at være en omkostning. Da jeg også har denne variabel med i min indtægtsfunktion vil GT på omkostningssiden have en værdi på 0 for alle positive værdier.

Ændring i Form Niveau (ÆFN) burde heller ikke være en omkostning. Der vil dog være et punkt for enhver løber hvor man nærmere destruere sin form grundet for mange træningskilometer eller at man træner forkert. Generelt set er det vigtigt at finde en mængde hvor man er ikke destruere sin form og at man er i stand til at absorbere den træning man laver. På samme måde som Glæden ved Træning vil denne variabel også have 0 for alle positive værdier da det kun skal reflekteres såfremt det er en direkte omkostning (sker forhåbentlig ikke – så træner man virkelig meget og/eller forkert!)

Ovenstående liste er ikke nødvendigvis udtømmende, men jeg tror den er meget dækkende. I hvert fald syntes jeg godt man ud fra ovenstående kan konkludere at der er en omkostning ved at tage løbeskoene på og løbe en tur. En anden vigtig del er at ALLE de forskellige omkostningsfaktorer har en forskellige værdi fra person til person.

Den Totale Omkostning (TO) kan herved defines som summen af de indivduelle faktorer ganget med antallet af kilometer man løber, eller:

TO = (TVH+SU+SS+GT+ÆFN) x Antal KM

Netto Indtægt af træning

På samme måde som man kan definere en omkostning ved træning kan man også definere en gevinst eller Indtægt ved træning. Jeg vil nedenfor omtale det som indtægt og er defineret som de direkte fordele ved at træne. I min model har jeg opstillet følgende variable:

• Glæden ved Træning
• Ændring i Form Niveau

Glæden ved Træning (GT) udgør forhåbentlig en rigtig stor del grunden til at man løber. Personligt elsker jeg at træne. Jeg får det bedre af det personligt, får mere overskud og bliver bare et bedre menneske når jeg får løbet mine ture. Om det så er fordi jeg i så høj grad har vænnet kroppen til at skulle være i gang og det derfor er en selvforstærkende effekt skal jeg ikke kunne sige (men mon ikke det er sådan?), i hvert fald virker det for mig. Jeg tænker det er de fleste ting der kan defineres under denne variabel. Som jeg ser det gælder det derfor om at finde ud af hvad det og optimere de underliggende faktorer såfremt muligt.

Ændring i Form Niveau (ÆFN) kunne i princippet også høre under glæden ved træning. Jeg syntes dog den er så vigtig at den bør defineres individuelt. Selvfølgelig er der løbere der ikke løber for at komme i bedre form, men måske bare for at tabe sig, men jeg vil mene langt den overvejende del af i hvert fald de løbere jeg kender er form forbedring en rigtig essentiel del for at ramme max formen i forbindelse med den næste konkurrence.

På samme måde som omkostningen ved træning kan indtægten defineres som summen af de individuelle faktorer ganget med antallet af kilometer eller:

I = (GT + ÆFN) x Antal KM

Optimal træningsmængde

Ud fra en antagelse om rationalitet, så vil jeg mene at når man går ud for at træne gør man det da man mener der er en form for gevinst forbundet med det.  En gevinst, lad os kalde den for G, kan beregnes:

G = Indtægt ved træning – Total Omkostning ved Træning

Igen, under antagelse af rationalitet må det gælde om at optimere G, altså maksimere ens nytte af løbetræningen. Dette kan gøres både ved at gære indtægtssiden så stor som muligt eller omkostningssiden så lille som muligt. Sagt på en anden måde så skal forskellen imellem Indtægt og Omkostning være så stor som mulig.

Kigger man igen på de forskellige variable der indgår for at beregne Gevinsten, så er det meget individuelt, hvilken værdi de vil antage. Allerede her kan man derfor konkludere at det må være forskelligt fra person til person hvad den optimale træningsmængde er. Specielt på omkostningenssiden gælder det også at jo flere kilometer man løber jo flere faktorer kommer i spil og vil derfor trække i negativ retning på Gevinsten. Det gælder altså om at stoppe inden man rammer et punkt hvor omkostningen eskalerer.

Dette giver dog ikke noget specielt godt beslutningsgrundlag for om man har opnået sin optimale træningsmængde. Inden for erhversøkonomi kan man vise at når den marginale omkostning = den marginale omsætning, så har man optimeret ens profit eller indtægt. Jeg vil mene man kan bruge den samme tankegang her.

Den marginale omkostning kan defineres som ændringen af den totale omkostning ved at løbe en ekstra kilometer.

På samme måde kan vi definere den marginale indtægt som ændringen af den totale indtægt ved at løbe en ekstra kilometer.

Ved brug af netop disse to begreber vil jeg mene man har et fint beslutningsgrundlag for om man skal løbe en ekstra kilometer.

Såfremt i fald at den marginale indtægt er større en den marginale omkostning ved at løbe en ekstra kilometer, så har man opnået en større forskel på indtægts og omkostningssiden i positiv retning, altså man har gjort Gevinsten større.

Det modsatte gør sig naturligvis gældende såfremt den marginale omkostning er større end den marginale indtægt. Så bliver der lagt mere på omkostningssiden end der kommer ind på indtægtssiden og Gevinsten bliver mindre, altså man skulle have stoppet med at lægge på af kilometer tidligere i ens træningsforløb.

Det er altså lige præcist på det tidspunkt, hvor den marginale omkostning (ændringen i omkostningen ved at løbe en ekstra kilometer) er lige med den marginale indtægt (ændringen i indtægt ved at løbe en ekstra kilometer) at man har opnået det optimale antal af træningskilometer en given uge…

Det er selvfølgelig let nok at sige, men meget svært at gøre objektivt da det at kvantificere de forskellige variable er en meget svær øvelse. Går man rigtig til den kan man ved brug af mikroøkonomiske termer og nytteværdier forsøge, men det bliver nok aldrig en præcis videnskab. Derfor må vi gå lidt mere subjektivt til værks og tage en føler med kroppen og tænkte på de forskellige elementer der indgår i ens personlige omkostninger og indtægter. Herudfra kan man tage en subjektiv vurdering.

Afslutningsvist…

Ovenstående rationale er i høj grad taget fra den erhversøkonomiske teori. Og bruge den på at definere en optimal træningsmængde kan nogen måske syntes er lidt underligt. Og fair nok såfremt det er tilfældet. For mig giver det dog fint mening og syntes godt man kan bruge tankegangen som grundprincip.

Formålet til at starte med var også at give en alternativ indgangsvinkel på, hvorledes man kan anskue eller definere ens optimale træningsmængde. Det har jeg i hvert fald forsøgt gjort.

Samtidig har jeg også forsøgt at indlægge i argumentationen at den optimale træningsmængde kan være MEGET forskelligt fra person til person. For det første er det forskelligt hvor stor en værdi de forskelige variabler vil antage for en given kilometer mængde. Herudover vil det også være forskellige hvor meget den ændre sig. Killian Jornet kan nok absorbere nogle flere kilometer end jeg kan, hvorfor eksempelvis sandsynligheden for at blive skadet er meget mindre for ham når han løber kilometer nr. 70 en given uge end den ville være for mig som sjældent kommer op på så mange kilometer nogen som helst uge.

Slutteligt har jeg indlagt to grafer. Det er typiske grafer der bruges for at forklare at netop når marginal omkostningen (Marginal Cost eller MC) = marginal indtægten (Marginal Revenue eller RC) har man produceret den optimale mængde. I graferne nedenfor bliver ydermere brugt

• ATC = Average Total Cost
• D = Demand
• AR = Average Revenue
• TC = Total Cost
• TR = Total Revenue

Måske man kan bruge dem til at gøre min argumentation mere klar.

Læg gerne en kommentar og lad mig vide hvad i syntes.

Træning i DK til bjergløb – øhh hvordan det?

Når folk hører jeg træner til ultra-løb i bjergene er det noget som ofte afføder et par ekstra spørgsmål. Et af dem er oftest, hvordan pokker træner du til et bjergløb når du bor i Danmark? Jeg vil i dette indlæg prøve at komme lidt nærmere ind på nogle af de ting som jeg finder vigtigt – dvs, hvad der har fungeret for mig. Herudover vil jeg også nævne nogle af de ting som jeg vil ændre lidt på i forbindelse med min træning til Transgrancanarien. Sidst, men ikke mindst, så er intentionen også at vise at man sagtens kan træne til et 100+ km bjergløb uden at skulle lægge uanet af træningstimer i det.

Nedenstående skal selvfølgelig ses i lyset af at jeg ikke har trænet for at vinde et bjergløb, men for at være med og for at gøre det så godt som jeg nu kan inden for de rammer jeg har til rådighed.

Struktur i min træning

Helt overordnet set træner jeg efter en ret fast struktur. Afhængigt af hvor jeg er i min træningscyklus løber jeg 4-6 gange om ugen. Ud af disse har jeg altid 3 key workouts i løbet af en uge. Disse bliver brugt på 2 x interval træning af forskellige former + 1 lang tur. Alt hvad jeg træner herudover er på sin vis fyld for få nogle ekstra kilometer i benene og få løbet lidt syre ud af musklerne.

Km/ugen

Helt overordnet set er jeg ikke den der ligger rigtig mange kilometer på kontoen. Da jeg trænede op til Zugspitze Ultratrail havde jeg 1 uge som var på 90 km. Herudover lå langt de fleste af mine uger på omkring 50-60 km – nogen endda ned omkring 40 km i starten af træningsperioden. Kvantitet har helt sikkert en vis betydning når man træner til ultraløb, men jeg tror ikke det er nødvendigt at løbe 125 km/ugen. Tværtimod tror jeg for de fleste motionistløbere at der ved så stor en træningsmængde vil være et marginalt aftagende afkast på form-kontoen – måske enda negativt afkast ved så store træningsmængder. I hvert fald skal det ikke være for at træne at løbe langt man skal ligge 100 + km/ugen. Som jeg ser det, er det det man bruger sin lange tur i weekenden til.

Herudover er der også aspektet restitution. Jeg tror fuldt og fast på at restitution er mindst lige så vigtig en del af et godt træningsprogram som tempo-træning og lange ture er. Der skal være kræfter til at yde når der skal ydes. Er man træt efter at have løbet alt for mange kilometer får man ikke noget ud af at løbe sin intervaltræning. Det er selvfølgelig meget personlig hvor meget der skal restitueres. Pointen er, restitution er vigtigt!

Højdemeter

En af de helt store udfordringer ved at træne til bjergløb i DK er selvfølgelig af få logget nogle højdemeter ind på kontoen. Når man står ved starten af et bjergløb nytter det ikke noget man har ligget og udelukkende trænet på flade distancer.

Hidtil har jeg primært brugt 2 typer af træning til dette formål. For det første har jeg inkorporeret nogle højdemeter på mine lange ture. Selv om Danmark – og specielt Sjælland  – er et flat land så er det klart muligt at finde nogle bakker. Når man først har fundet dem, så er det ellers bare om at bruge sine lange ture på at få dem inkorporeret i sin tur. Da jeg startede med at løbe trail-løb havde jeg lidt problemer med at finde de gode steder, men øvelser gør mester og man kan i den grad godt bruge den samme 1 km lykke igen og igen såfremt den har noget godt at byde på.

Herudover har jeg brugt bakke-intervaller en del. Det er virkelig noget nasty noget, men det er en effektiv måde at få trænet både styrke og iltoptag på.

Et af mine svage punkter ved bjergløb er at løbe ned af bakke. Da jeg startede med at løbe ultra-trail var det ikke noget jeg tænkte specielt meget over. Men det har vist sig at være en af de klart sværeste dicipliner inden for ultra-trail – i hvert fald for mig. Samtidig tror jeg også på at for at opnå bedre tider at det er det aller vigtigste punkt, hvor jeg kan forbedre mig. Og hvorfor det? Jo, nedløb kan i virkeligheden både være ens værste fjende eller ens bedste ven. Er man dårlig til det er det for det første noget hvor man faktisk er overraskende langsom. Men der er en rigtig uheldig bivirkning til at være rigtig langsom på nedløb, og det er at det samtidig er hamrende hårdt. Basalt set, er man langsom ned af bakke er det fordi man løber forkert. Når man løber forkert skyder man virkelig meget energi af. Dette gælder især på nedløb!

Omvendt, er man en god nedløber, så er har man jo virkelig muligheden for at få fart på. Og set i forhold til at løbe/gå op ad bakke, så er der virkelig meget mere tid at hente nedad. Samtidig med farten får man endda fordelen af at man bruger marginalt færre kræfter.

Inden for den seneste tid tror jeg klart at jeg er blevet bedre til at løbe nedad. Men der er klart stadig mulighed for forbedring så det er også der hvor jeg i forhold til min træning til Transgrancanaria har tænkt mig at sætte ind.

Intervaltræning

Jeg bruger intervaltræning meget, eller i hvert fald en del og typisk 2 gange om ugen. For det første så elsker jeg at løbe intervaltræning. Nogle mere end andre, men specielt sessioner, hvor jeg kan få lov at ligge i mit tresholdpace i lang tid ad gangen. Og når jeg nu elsker at løbe intervaltræning er det så heldigt at det faktisk er utroligt givtigt at løbe intervaller selv om man løber ultraløb. End of the day, intervaller gør dig både hurtigere og mere udholden og det er man også interesseret i selv om man løber 100+km race.

Lange ture

1 gang om ugen løber jeg en lang tur. Disse ture bruger jeg på 2 ting. For det første bruger jeg den til at vende mig til at være i gang. Simpelt hen lade kroppen komme ud og bare blive brugt i flere timer ad gangen.

Det andet jeg bruger dem til er at teste udstyr og energiindtag. Hvad fungerer, og hvad fungerer ikke. Når jeg har fundet hvad som fungerer, så er det bare om at gøre det igen og igen så kroppen er helt med på hvad det er som den skal selv når den bliver træt. Og man må indrømme, at leve så mange timer af diverse energiprodukter, det er noget som maven skal vende sig til.

Hvad angår udstyr, så skal man også være helt med på hvad der fungerer. På dagen for selve løbet er det ikke tid til at prøve noget nyt – jeg taler klart af erfarring.

Men hvor langt er så langt? Op imod de par ultra-løb jeg har løbet har jeg kun haft relativt få trænings-pass som har været ud over de 30 km og det længste på ca. 50 km. Det kunne muligvis godt betale sig at løbe nogle flere længere ture, men det hele er som sagt en cost benefit. Løber man meget længere bliver man mere træt. Bliver du træt er sandsynligheden for skade større samt at det tager længere tid at restituere. Omvendt, kan man holde til det, så er træning nu engang træning, og noget som gør en til en bedre løber. Jeg kunne muligvis godt blive en bedre løber ved at få flere kilometer på kontoen. De skal nok bare lægges på som ekstra træningspas i stedet for meget lange ture i weekenden.

Roligt løb

En del af min træning går også med roligt løb. Det være sig alle de sessioner som der ikke er defineret som Key Workouts. Basalt set går det ud på bare at få løbet en tur i et tempo som er yderst behageligt. Et tempo hvor man syntes man kan blive ved time efter time. Det er en god måde at få logget nogle kilometer på uden at blive træt. Samtidig løsner det også lidt op i musklerne efter en eksempelvis en lang tur i skoven.

Er dette sandheden?

Ovenstående dækker i grove termer over hvordan min træning har været struktureret op imode Transgrancanaria og Zugspitze og til dels også Molsruten som alle er løb jeg har løbet i 2013. For mig har det fungeret rigtig godt af mange grunde.

Når det er sagt så er der selvfølgelig mange andre måder at træne. Hvad der fungerer for mig fungerer ikke nødvendigvis for andre. Ovenstående er på ingen måde tiltænkt som en endegyldig sandhed men mere som inspiration på at man kan løbe langt på relativt få ugentlige kilometer. Samtidig vil jeg også gerne slå et slag for at det ikke er nødvendigt (jeg tror direkte negativt korreleret til en god performance) at lave all-out efforts hver gang man snører løbeskoene på til et træningspas. Bare at løbe en tur og hygge sig med det er også træning. Selv at sidde i sofaen og se en film kan være det.

Personligt har jeg adskellige steder hvor der er plads til forbedring og der kan optimeres på flere punkter f.eks. bare ved at sætte lidt flere kilometer på kontoen. Som nævnt tidligere, så er det en cost-benefit øvelse. Omkostningen kan let gå hen at blive stor set i forhold til den potentielle gevinst. Når det så er sagt, så er min tanke at forsøge at presse citronen lidt mere op imod Transgrancanarien som skal løbes 1. marts 2014. Jeg glæder mig til at forsøge og se hvad det kan føre med sig. Risikoen er selvfølgelig at jeg slet ikke får løbet – en ret stor omkostning trods alt når jeg – end of the day – bare gerne vil være der ude.

Slutteligt vil jeg linke til 2 forskellige short-movies som har inspireret mig hen over weekenden.

Den første er en del af Salomon Running TV. Den inspirerede mig da jeg selv lige har været igennem en periode med dalende motivation. Filmen er en kort biografi af Anna Frost (en af Salomon’s top atleter) som har lidt af en længere skade samt manglende motivation. En meget ærlig fortælling om hvad der for hende giver værdi i livet og hendes tanker om at komme tilbage til at løbe konkurrenceløb:

Den sidste er en film om 2 brødre der løber o-løb. Den er bare fedt filmet, fedt terræn og i den grad noget rigtig fedt løb. Enjoy:

Året der gik – fra løber til ultra-trail løber?

I oktober måned løb jeg det sidste store løb i 2013 – Ultraløbet Molsruten – 57 km. Det var en rigtig god måde at slutte året af på. En samlet 6 plads og en tid på 4t 33 min. Et resultat jeg er yderst tilfreds med og en passende måde at slutte en sæson af på hvor jeg har bevæget mig fra at løbe almindelige løb og til at prøve kræfter med ultra-trail løb.

2013 re-view

Efter “endt sæson” er det jo passende at kigge tilbage på året der gik og evaluere om jeg opnåede de mål jeg havde sat for mig selv. Svaret må til dels være ja og nej. Jeg fik prøvet kræfter med ultra-trail løb og gennemført 2 i den hårdere kategori (Zugspitze Ultra trail på 100k og 5.400 hm og Transgrancanaria på 83k 4.700hm). Det var 2 fantastiske løb og jeg har efterfølgende haft svært ved at motivere mig selv til at have meget andet end trail-løb som mål. Mit sidste ultra-løb var Ultraløbet Molsruten der rundede min sæson af på fornem vis – og til en vis grad også lidt symbolsk da jeg opnåede min hidtil bedste placering til et løb.

Billede fra Ultraløbet Molsruten

Inden jeg gik ind i 2013 var et af mine primære mål at løbe et sub 3 marathon – det må man sige udeblev. Jeg gjorde også kun et forsøg på det og formen var som sådan også til det. Jeg havde massere at kilometer i benene og vidste jeg kunne løb en 5k under 17min 30sek. Motivationen var i den grad bare udeblivende. Forsøget gjorde jeg som en del af et relay hold til Ironman Copenhagen. For første gang til et løb tænkte jeg “gud jeg keder mig”. Om det var fordi jeg på daværende tidspunkt vidste at det ikke ville lykkedes eller om  noget andet skal jeg ikke kunne sige – jeg kan dog konkludere at løbe marathon bliver ikke en 2014 begivenhed – ud over som træning.

En falden mand – Ironman Copenhagen

Fra 2013 mod 2014

Efter Ultraløbet Molsruten har jeg valgt at tage en længere periode med restitution førend jeg starter (genop-) træningen imod mine 2014 mål. Det er i virkeligheden en meget underlig fornemmelse og jeg har endda for første gang i lang tid oplevet at det har været svært at holde motivationen for min træning da det ikke i den grad er så vigtigt er få de forskellige pas ind – der er god tid til næste lange løb. Det betyder dog langt fra at jeg ikke løber og har også nogle mindre løb såsom Garmin Wintertrail.

Når det er sagt, så glæder jeg mig til at komme i gang med min træning imod 2014 der klart står i ultra-trail’ets tegn.

2014

Jeg tror 2014 bliver et spændende løbeår – jeg har ikke lagt mig helt fast på hvordan det skal se ud. Et af problemerne er at der er alt for mange gode løb at vælge imellem – både her hjemme og i udandet.

Hvad der ligger helt fast er Transgrancanaria 125k. Herudover vil jeg også gerne til Chamonix og løbe enten TDS eller CCC som er en del af Ultratrail Mont Blanc.

Herindimellem vil jeg også gerne løbe et længere løb. Jeg tror det bliver Zugspitze igen. Det ligger godt immellem de 2 løb og kunne godt tænke mig at se hvor meget jeg kan skære af min tid fra sidste år.

Her hjemme kunne vil jeg gerne løbe Salomon Trailtour og se hvor godt jeg kan klare mig. Såfremt jeg får trænet godt, så bør jeg kunne få nogle hæderlige placeringer. “Problemet” med disse løb er bare at de ikke altid lige falder så godt ind i træningsforløbet, men der er altså bare noget sjovt ved at have en nummer på maven. De må blive et prioriteringsspørgsmål.

Herudover har jeg meldt mig til Fyr til Fyr og Hammertrail. Begge løb som jeg virkelig har lyst til at løbe og klare det godt i. Det kan dog meget let gå hen og blive en alt for hård sæson hvis jeg sigter for højt. Man kan jo tage af sted og “lunte” fyr til fyr, men jeg ved med mig selv at når jeg ser mine nærmeste konkurrenter løbe af sted, så kan jeg ikke lade være med at give den gas. Det samme gælder Hammertrail.

Præcist hvad det bliver til – det må vi se. En ting er sikkert – jeg glæder mig til at bevæge mig i bjergene igen. Ikke at jeg er god til det, men det er der jeg føler mig hjemme.

Ultra-trail løber?

Der var på et tidspunkt en af mine bekendte der spurgte om han kunne kalde sig ultra-trail løber og hvad det krævede. Personligt syntes jeg det var sjovt, da jeg havde gået rundt og haft den samme tanke. Mit input til hans spørgsmål var at det er noget man skal føle og føre ud i livet. Måske en livsstil?

På daværende tidspunkt var det som sådan ikke noget jeg følte om mig selv. Jeg var en løber der løb ultra-trail løb. Spørger man mig i dag, så er jeg nok nærmere ultra-løber en normal løber. I hvert fald lige nu – det er klart det jeg brænder for og der jeg vil søge mine eventyr – inden for den sportslige verden.

Billeder Zugspitz Ultratrail

Dette galleri indeholder 5 billeder.

Efter en del søgen er det faktisk lykkedes mig at finde nogle billeder fra min tur rundt om Zugspitze. Jeg vil lade billederne tale for sig