Saucony Peregrine 5 – Review

I februar måned udkom der for mig en spændende opdatering fra Saucony, nemlig Peregrine 5. Peregrine 4 havde fået en ordentlig overhaling på mange punkter, og jeg syntes det var en af de bedste all-round trail sko på markedet. Det var derfor spændende om opdateringen fra Peregrine 4 til Peregrine 5 ville have lige så store ændringer eller om de faktisk mente at den linje de havde lagt for skoen var der hvor de gerne ville blive.

Heldigvis blev det sidstnævnte. Der har været små opdateringer til Peregrine 5 i forhold til den foregående udgave. Generelt set er min holdning også at man ikke skal lave ændringer for ændringernes skyld! If it is not broken, don’t fix it!!

Review’et er foretaget på baggrund af forskellige træningsture, ca. 90 km løb til VUMB og Transgrancanarien 86 km.

Det skal indledelsesvist nævnes at jeg har modtaget denne sko af Saucony af det formål at give et review af skoen.

Udseendet

Udseendet er nok den største opdatering. Peregrine 5 har fastholdt den røde farve i sortimentet.

Saucony-Peregrine-5

 

Personligt syntes jeg den nye er lidt federe end den gamle. Om det er fordi jeg bare syntes den ser nyere ud kan jeg ikke finde ud af, men jeg kan godt lide blandingen af den gule og røde farve. Selvfølgelig meget subjektivt og slet ikke relevant for om det er en god sko.

Overdelen

Overdelen er lavet i en lækker tynd mesh som er meget åndbar. Den har et tyndt lag af FlexFilm teknologi som er Saucony’s måde at undgå sygninger i skoen, således at der ikke er nogle generende sømme. Jeg har tidligere haft problemer med at de har løsrevet sig. Dette har Saucony fået rettet op på og det er ikke noget jeg har problemer med merer.

Den tynde mesh gør at Saucony er i stand til at holde vægten nede og jeg syntes ikke at det er på bekostning af holdbarheden som jeg syntes er tilfredsstillende for en sko af den type.

I fronten af skoen kan man nu finde en tykkere gummi-forstærkning til at afbøde når man i ny og næ kommer til at løbe med fronten ind i en sten, rødder eller andet. Hvor stor virkningen faktisk er kan jeg være lidt i tvivl om eller om det mest er for synets skyld. Umiddelbart er min holdning nok at det bare et ekstra vægt uden den store funktionalitet.

En rigtig god ændring på Peregrine 5 er hælkappen. De har med opdateringen gjort den lidt mindre og mere rund og blød. Jeg forstå ikke de sko med høj stiv hælkappe. Ikke at det tidligere har været noget problem med Peregrine modellerne, de er bare blevet bedre med denne opdatering der gør at foden får en lidt mere naturlig bevægelsesfrihed men stadig har den støtte man kan forvente.

Pasform

Pasformen er et af de områder, hvor jeg syntes Peregrine 5 virkelig er suveræn. Step-In fornemmelsen er i særklasse god og føles som en naturlig forlængelse af kroppen.

Hælen sidder godt stramt og rykker ikke unødvendigt rundt. Det samme gør sig gældende om midt-foden samtidig med at der i fronten er god plads til tæerne.

Netop denne kombination af at foden sidder godt på hæl og midt-foden med plads til tæerne er helt essentielt i min optik da det gør at skoen sidder fast på foden samtidig med at tæerne får lov til at bevæge sig. Dette er med til at skab balance i ens løb, hvilket specielt er vigtigt på tekniske nedløb.

Sålen

Skoen har et drop på 4 mm, med en stack-height på 17mm/21mm. De 4 mm syntes jeg er et rigtig godt valg til en trailsko. Det fremmer en naturlig afvikling af ens løb og man kommer ikke unaturligt højt op i hælen. Specielt ved trailløb syntes jeg det er vigtigt med at relativt lavt drop. Igen på nedløb syntes jeg det gør sig gældende da man ellers kan have en tendens til at lande alt for meget på hælen og unødvendigt lægge ekstra pres på lår og knæ.

Mellemsålen er igen en PowerGrid mellemsål. Selv siger Saucony at en PowerGrid sål er 15 lettere og har en 30% lettere levetid end en normal EVA sål. Om dette også gør sig gældende skal jeg være usagt.

Rigtig vigtigt er dog ydersålen. Som det kan ses på billedet nedenfor, så har skoen en ret så grov sål der gør at man kan stå fast i nærmest alt slagt terræn.

saucony-peregrine-5-sula

Til trods for at den er ret så grov, så er den ikke udstyret med ”pigge”. Dette bevirker at man er i stand til at løbe med skoen ikke kun på nærmest samtlige trails (eller off-trails for den sags skyld), den kan nemt bruges som en road-to-trail sko. Jeg har sågar løbet intervaller på asfalt i skoen uden problemer.

Det eneste sted, hvor at sålen ikke er super god er på de meget våde dage godt med mudder i skoven på mtb sporene. Her står den ikke lige så godt fast som sko der er mere specialiseret til netop dette underlag. Men alt andet kan man rive den rundt i uden problemer og jeg syntes at Saucony har formået det perfekte valg imellem grovhed og alsidighed.

The Run

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan er skoen at løbe i? Jeg har slæbt skoen igennem ret så alsidigt terræn, alt fra almindelig skovløb, bjergløb, løb igennem længere vandpassager osv. Den sko her den fungerer bare.

Som tidligere nævnt så sidder den rigtig godt på foden. Dette gør sig både gældende på stigninger såvel som nedløb. Ved nedløb giver den en rigtig god fornemmelse for underlaget. Dette skyldes umiddelbart 2 faktorer. Det 4 mm drop og den ikke alt for tykke sål (17/21mm). Jeg stoler 100% på skoen og man kan derfor give den fuld gas på nedløb… Eller det er i hvert fald ikke den som sætter begrænsningerne, nok nærmere ens tekniske formåen.

Til trods for den relativt tynde sål, så giver den en rigtig god beskyttelse for sten, rødder mv. og PowerGrid mellemsålen syntes jeg er virkelig behagelig. Selvfølgelig kan man mærke når man kommer til at løbe på en meget spids sten, men overordnet set, så giver sålen mig den beskyttelse som jeg har behov for på selv meget lange løb.

Skoen dræner virkelig fint. Til VUMB var jeg ude og løbe i meget våde omgivelser. Her er det vigtigt at skoen ikke holder på vandet og tørrer hurtigt da våde fødder både kan være årsag til vabler og generelt ubehag.

VUMB-5388

Konklusion

Det er ikke nogen hemmelighed, jeg elsker den her sko. Det er klart min go-to sko i nærmest alle tilfælde jeg skal løbe trail. Den kan trækkes igennem næsten alt slags terræn og den performer bare. Jeg kan bruge den i alt fra korte hurtige ture til lange ture og den giver mig præcist den føling og beskyttelse jeg har brug for. Jeg har prøvet mange trail-sko og dette er den eneste der performer så bredt som denne.

Facts

Vægt: 271

Drop: 4mm

Stack Hight: 17mm/21MM

Rock Plate: Ja, (vævet nylon)

Reklamer

Skadet fra løb – alternativ træning

2014 går nok ikke i historiebøgerne som det år, hvor jeg virkelig løb nogle gode løb, hvilket jeg lidt havde sat snuden op efter. Højdepunktet var nok VUMB, men ikke grundet tiden, den gode placering eller noget i den retning, men det faktum at det var en fantastisk oplevelse i godt selskab af ikke mindst min gode ven Joseph Clemmesen, men også alle de andre løbere som vi delte oplevelserne med undervejs. Mine hovedmål var Transgrancanarien og TDS – begge løb som jeg blev nødt til at udgå grundet løberknæ. Oven i hatten har så også døjet med en akillessene som driller lidt, men som jeg faktisk har kunnet løbe med.

 

loeberknae-anatomi-billede_266x376.jpg

Det skal da løbes væk!

Set i bakspejlet har jeg virkelig været igennem en lang erkendelses-proces. Igennem min dog relativt korte løbe-karriere har jeg haft forskellige små-skader, hvor jeg faktisk har formået at løbe det væk – eller i hvert fald ikke overbelaste skaden så meget ved at fortsætte med at løb. Det har jeg derfor også tænkt at jeg kunne denne gang. Det har jeg bare ikke kunne! Og set i bagklogskabens ufatteligt klare lys, så var det nok dumt.. men der var bare liget det her løb som jeg jo gerne ville træne til… og være i topform til.

Alternativ træning

Jeg har defor erkendt at der skal andre metoder til for at få kroppen helt på plads igen. Ud over at jeg – som tidligere nævnt – er begyndt at styrketræne har jeg erkendt at jeg bliver nødt til at tage en total pause for løb og finde andre metoder for at holde formen ved lige på. Hvor ondt det end gør, så har jeg for en periode flyttet min træning indendørs. Det som jeg tror er vigtigt er at lave træning som gør at jeg kan bygge min form op igen, men uden at belaste de dele som er skadet.

Det første jeg tyr til at spinning. Der er en god måde både at få trænet lidt Vo2 på, men faktisk også noget udholdenhed. Det kræver så at man ikke går til timerne, men i stedet sætter sig op på en cykel og ellers bare tager 1 – 1,5 time i et tempo… vel omkring 70% – 75% af maxpuls.

Dette har jeg så tænkt mig at sætte sammen med noget gang på løbebåndet, og så eller sætte godt med hældning på – minimum 15%, men gerne 20% hvis der ellers er maskiner der understøtter dette – og så i et tempo omkring de 7 km/t. Ikke bare får man pulsen op, jeg får trænet nogle af de samme muskler som jeg gør ved løb, men jeg får faktisk også øvet mig i et gå. Og selv om jeg jo ikke er meget for at indrømme det – så bliver der gået op ad bjergene i til ultra trailløb.

Overordnet set er dette planen. Det lyder simpelt, men det er bare ikke så nemt som man skulle tro – i hvert fald ikke for mig. Det at gå ned i et træningscenter og køre fuld gas og kigge ind i en hvid væg på en spinningscykel kræver virkelig noget viljestyrke. Tiden går langsomt og der er ikke nogle der presser dig til at køre i et bestemt tempo eller tid. Til gengæld er der en stor motivationsfaktor i at jeg ved andre har lykkedes med at træne på den her måde med succes og vendt stærkt tilbage… og det faktum at jeg faktisk allerede kan mærke en forbedring.

Beslutningen om at tage en total pause for løb var en beslutning jeg skulle have taget for laaaaang tid siden…. men der virkede det fuldstændig utopisk ikke at skulle løbe i f.eks. 8 uger. Nu hvor jeg har holdt en aktiv pause på 8 uger (uden den store fremgang, hvis nogen), så virker det totalt dumt at jeg ikke har taget denne beslutning noget før… Det har faktisk været spild af god løbetid ikke at have taget indrømmelsen noget før og gået all in på pausen noget tidligere.

 

Fra løber til ultra-løber: Hvorfor, hvordan og hvornår

D. 24 september var jeg inde i The North Face Store på Gammelmønt og holde foredrag om ultra trail-løb. Temaet for foredraget var “Fra løber til ultra løber: Hvorfor, hvordan og hvornår.

Nogle af emnerne i foredraget er elementer jeg har gået og overvejet at skrive om en del tid, så nedenfor vil jeg forsøge at gengive det.

Hvorfor Ultra Trail?

Hvorfor egentlig løbe ultra trail, eller bare ultra løb? For rigtig mange virker distancen på de velkendte 42,195 kilometer som en uoverskuelig sag, så at skulle løbe endnu længere kan virker som en total nut-case beslutning. Jeg tror at det er meget individuelt, men for mig var valget ret nemt.

Til at starte med, så elsker jeg at løbe. Dette er i sig selv et rigtig godt udgangspunkt for at løbe ultra løb. I løbet af min korte løbekarriere fandt jeg hurtigt ud af at det var langdistance løb, som marathon, at jeg var mest tiltrukket af (ikke just bedst til dog…). Tilbage i 2012 var jeg i gang med at træne til Amsterdam Marathon. I det forløb begyndte jeg at træne os OOB Coaching. Ved at sidde og søge lidt på internettet i den periode fandt jeg ud af at Aleksandar, som er stifter af OOB Coaching, havde været nede og løbe et løb der hed Transgrancanaria… 83 km løb… og så i bjergene. Min første tanke var – “løb i bjergene” FEEEDT. Jeg elsker at stå på ski og har gjort det siden jeg var 7 år. Jeg har altid været helt og aldeles fascineret af bjerge og elsker at være i dem. Så at løbe i dem og så i så lang tid, hvor fedt må det ikke være! Og vupti, et par dage efter havde jeg snakket med min coach som sagde det ikke ville være noget problem for mig, så jeg registrerede mig straks.

For mig startede det som en fascination om at løbe i bjergene. Efterfølgende er der blevet lagt en del ture rundt i de danske skove, specielt i Geels og Rude Skov, og nu er bare det at komme ud og løbe i de danske skove og komme væk fra de københavnske veje en stor del af det.

Og helt ærligt, hvem syntes ikke det her er lidt mere inspirerende end en tur rundt i de københavnske gader:Untitled

Hvordan, hvad skal der til?

Har man ikke løbet ultra trail før og vil gerne i gang, så er dette jo nok 1000 dollar spørgsmålet. Jeg tror der er flere aspekter her der skal inddrages og jeg vil prøve at komme ind på hvad jeg anser som de vigtigste.

Valg af det første løb

Ud over en god portion galskab (ikke et must, bare en lille fordel), så tror jeg det er vigtigt at få en god første-gangs oplevelse. For at opnå det syntes jeg det er essentielt at vælge sit første løb med omhu.

Generelt set er der i øjeblikket en tendens til at alt skal være højere, længere, større. Det er ikke nok bare at lave en Ironman, nu skal det være dobbelte IM osv.

Er man som mig bare fascineret af at være i bjergene behøver man ikke nødvendigvis kaste sig ud på ultra distancen. Mindre kan også gøre det. Men gør man det, så vil jeg her gerne slå et slag for at man ikke tager munden for fuld. Der er efter min mening gået lidt “inflation” i længden af løb. Følger man blandt andet med på Moses Løvstad’s side ser man her at han forsøger sig med løb på over 300 km, man ser store internationale stjerne kaste sig ud i at krydse alverdens distancer for at opnå en “Fastest Known Time”. Men har man ikke prøvet at løbe over marathon distancen før og har man heller ikke prøvet at løbe i bjerge før, så syntes jeg ikke det nødvendigvis er så klogt at lægge ud med et 125 km løb på tværs af Gran Canarien. Kortere kan gøre det og 83 km er virkelig også en lang tur. Det var mit første ultra-løb. Jeg gennemførte på lidt over 13 timer, hvilket immervæk var 10 timer mere end mit sidste marathon. Absolut en forøgelse der er til at mærke. Herudover, så bare det at løbe i bjergene giver en helt ny dimension som langt fra alle måske lige er klar over hvad kræver.

Der findes efterhånden en del ultra-trail løb i det danske land, hvor man til at starte med kan prøve kræfter med det at løbe langt og i naturen. Det giver en rigtig god ide om det at være i gang i så mange timer. Syntes man det er sjovt, så kan man lægge bjergene på i næste løb, skulle man være draget af det.

IMG_3324

Gode danske løb at starte med kunne være:

Træning

Dette er på mange måder et interessant emne. Måske specielt fordi der findes lige så mange holdninger til træning som der findes løbere. Jeg har tidligere lavet et indlæg omkring dette: “Træning i DK til bjerløb – øhh hvordan det

Den korte udgave er at personligt, der træner jeg ikke meget mere end når jeg har trænet til marathonløb. De lange ture bliver lidt længere…. og intervallerne nok ligeså, samt at jeg ligger en del af min træning i skoven og inkluderer så mange bakker som muligt.

En ting som nok oftest er overset ved at træne til ultra trail i bjergene er det at gå. Man bruger en meget stor del af tiden på at gå. Så bare at tage løbetøjet på og gå en laaaang tur i skoven kan sagtens have sin berettigelse. Indrømmet, det er ikke noget jeg gør, men der jeg tror faktisk ikke det er dumt kan man presse det ind.

Jeg vil nok også lige slå et slag for styrketræning. Når man løber ultra-løb er det tidsmæssige aspekt noget andet og der er bare flere timer til rådighed, hvor man kan rive en skade hjem. Dette kan i høj grad forebygges ved at få styrket både, core, hofter/balder, ben og fødder. Der findes mange tilgangsvinkler til det. Personligt har jeg gået til Vikingetræning hos Sportsfyssen. Kan jeg få tid til det, så kommer jeg gerne hver fredag. Der er hold på max 6 personer, hvilket bevirker at der er god tid til at kigge efter hos deltagerne om de laver de forskellige øvelser korrekt. Øvelserne baserer sig på simple håndvægtsøvelser og kettle-bell øvelser der er lige til at tage med hjem.

DCIM101GOPRO

Det mentale aspekt

Skal du løbe ultra-løb er det fysiske aspekt naturligvis alfa og omega. Men det er det mentale aspekt også. De fleste ved at ved et marathon, der bliver det hårdt fra i hvert fald 36 km og hjem. Går man kold efter 36 km på et ultraløb, så er der bare ikke kun 6 km hjem, der er nærmere 70km hjem, og så er det ellers bare om at samle sig sammen og komme videre.

Ultra-løb er i den grad et mind-game. Man skal sørge for at gøre sig klar på at være i gang i meget lang tid. Der er forskellige måder at gøre det på. En ting er selvfølgelig at træne det, dvs, bare vende kroppen til at være på sporet. Jeg gør meget det at forsøge at proppe noget “normalitet”  ind i det (nok lidt syret da det for langt de fleste ligger så langt væk fra normalitetens rammer som man kan komme…), og ellers ikke tænke på det at man skal være i gang i så lang tid og tilbagelægge et utal af kilometer. Jeg prøver at være der i nu’et og tænkte på næste gang jeg skal spise, drikke mv. Lidt ala en normal dag her hjemme, hvor man heller ikke tænker over at nu er der 10 timer tilbage før dage er ovre.

Herudover skal man også forberede sig på nedturen. Det er ikke sikkert den kommer, men kommer den er det bare om at få mast sig selv forbi den. For alt erfarring siger, at på den anden side af en nedtur, der findes også en optur. Min egen erfarring er ydermere at nedturen sjældent være rigtig lang tid.

Jeg ved at der findes forskellige mentale coach’es der ude. Det er ikke noget jeg har forsøgt mig med, men det kunne da være en ide. Omvendt kan man i disse dage blive coachet i alt, og her vælger jeg at melde pas forbi.

DCIM101GOPRO

Slutteligt tror jeg det er vigtigt at man de første gange ikke er så fokuseret på tiden men bare at få en god tur. Har man ikke prøvet at løbe i ultra løb før ved man nødvendigvis ikke hvad der venter. Og oftest, så ligger der en masse smukke oplevelser der for mit vedkommende nok er det største aspekt i det. Jeg vil hellere sørge for at have haft en tur, hvor jeg har sørget for at nyde oplevelserne (det er temmelig sjældent man virkelig står lige i situationen) i stedet for at blæse igennem naturen uden at rigtig lægge mærke til den.

DCIM101GOPRO

Udstyr

Udstyrs-delen fylder en del mere end til almindeligt løb. Det er her super vigtigt at man finder ud af “hvad passer til dig”. Det skal bare spille og gør det ikke det, så betaler man ved kasse 1 i form af vabler, ondt i ryggen og meget andet. Og dette er noget som i den grad både går ud over den gode oplevelse, men også tiden.

Der findes et hav af udstyr der ude. Og en ting jeg har erfaret er at folk er anderledes, så hvad der virker for Killian Jornet (eller bare undertegnet) virker måske bare ikke for andre. Der er selvfølgelig forskellige trends på markedet og man kan komme langt ved at spørge rundt på diverse forums på specielt Facebook. Jeg tror dog ikke det kan nævnes nok gange, vær sikker på at det er gennemtestet inden det bliver brugt på race-day!

Skal jeg nævnte de vigtigste udstyrs ting vil det nok være..

  1. Sko
  2. Energi
  3. bukser
  4. taske

Sko er lidt en no-brainer. Det er immervæk det som skal bære dig igennem alle de kilometre der ligger forude. Det skal bare spille. Det er naturligvis vigtigt at finde en sko der ikke giver vabler og som yder den support du som løber har behov for.

Energi har jeg også taget med på listen. Man kommer ikke udenom at skulle indtage energi i løbet af et ultra-løb. Og er det et af de løb, hvor man skal være i gang i maaaange timer, så er det også vigtigt at det er noget som man ikke væmmes ved at tage. Jeg er selv kommet frem til at variationen er vigtig for mig så det ikke bare bliver Cliff Shot blocks i 20 stive timer.. Specielt de mange forskellige smagsvarianter som GU er kommet med den seneste stykke tid er anbefalelsesværdig.

Bukser og taske falder lidt ind i samme kategori som sko. Igen, super vigtigt at finde noget der sidder godt, ikke gnaver og som man kan have det obligatoriske udstyr i.

Hvornår jeg er man klar til at tage springet?

Syntes man at de billeder jeg har vist undervejs ser lækkert ud og man godt kunne tænke sig at løbe der, så er der en god sandsynlighed for at man er klar til at tage springet. Den største del af det er nok det mentale aspekt. Har man det i orden, så skal den nødvendige træning nok følge med.

Det vil naturligvis være en fordel at have løbet et marathon eller to, men har man ikke være bange for at tage springet. Jeg kender flere det er lykkedes for at løbe flere ultra-løb men aldrig har løbet et marathonløb.

Så har man modet på det, så er det bare om at kaste sig ud i det. Der findes ingen følelse som at løbe over den målstreg. Det kan få selv den stærkeste person til at fælde en tåre eller to.

IMG_3325

 

Ingen vej tilbage….

Så er jeg ved at være der, hvor man næsten kan sige, nu er der ingen vej tilbage. TDS er nu ikke bare et mål der ligger lidt ude i fremtiden, men et event der ligger lige om hjørnet og på mange måder en milesten i min ultra-løbs karriere.

Lidt om løbet

TDS er en forkortelse for “Sur les Traces des Ducs de Savoie” og er en tur rundt i to dale i Savoie området i de franske alper samt Aosta dalen i Italien. En ting man kan sige om det er område er at det er helt fantastisk flot. Nu har jeg kun set det om vinteren og jeg glæder mig derfor som en gal til at se hvordan det ser ud om sommeren og det er med en ydmyg tilgang til løbet at jeg stiller til start.

I nedenstående billederne kan man se selve ruten og der er vist ingen tvivl om at det er i hjertet af alperne vi skal løbe rundt. Alt i alt skal vi minimum igennem 119 km for at komme fra starten i Courmayeur og til målet i Chamonix.

Carte-TDS-2014 Højdeprofilen er også ret interessant. Der er ca. 7250 hm med i hvert fald et meget langt nedløb… efterfulgt af en, på papiret, ret så voldsom stigning. I hvert fald 1000 hm på de første 5 km, efterfulgt lidt mere stigning som ender ud på Col de la Forclaz der er et af de højeste passager på turen (2354 m). Profil-TDS-2014Når man kigger på højdeprofilen bør man også lægge mærke til hvor meget af turen der foregår over 2000m højde. 2000 meter over havet er ikke sindsygt, men det er dog der, hvor luften begynder at blive lidt tyndere og når man kommer højere op kan det efterhånden godt mærkes. Jeg ved ikke, hvor stor betydningen kommer til at være, men forventningen er at det ikke kommer til at gå ubemærket hen.

Træning op til TDS

Min træning op til TDS har været lidt anderledes skruet sammen end tidliger (dog ikke meget), hvilket har været gjort for bl.a. at tage højde for den skade jeg pådrog mig under TGC i starten af marts.

På løbesiden har der været lidt mere fokus på mængdetræning. Egentlig både i form af mængde som en del af de interval-pas som jeg har lavet, men også bare helt normal ud-og-løbe-en-tur-løb. Mine lange ture har endt ud med at være lidt længere end tidliger. Jeg har egentlig sjældent haft pas meget over de 30 og de længste har typisk været omkring 35 km og kun 1-2 af dem. Denne her gang har jeg haft 3 pas op omkring og over de 40 km.

Jeg har også fokuseret en del på bakketræning. Jeg var så heldig at få løbet en del hm i løbet af min ferie i Sverige. Det har nok givet mest på styrkesiden, da det ikke just var de stejle bakker, men det tæller det hele. Herudover har jeg løben en del decideret bakkepas. Fundet en bakke som jeg kunne løbe på i ca. 40 min. F.eks. løbet rundt i Rude Skov hen til Maglebjerg og så ellers løbet op og ned der i 40 min. Målet har her ikke været at kunne løbe hurtigt ned, men at løbe ned på en måde som er så effektiv som muligt. Jeg tænker her på at løbe ned af med en så god teknik som muligt og som sparer på kræfterne. Farten har været ret sekundær, det har bare været om at kunne løbe ned og spare på knæet på en og samme tid. Jeg føler det var været rigtig godt, men det er kun tiden der kan vise om det har været godt nok.

Herudover har jeg formået at lægge ca. 2 styrketræningspas ind om ugen. Det har været træning der har fokuseret på core og på at gøre nogle specifikke muskler stærkere. Typisk muskel-grupper man ikke styrker ved løb, men som man har behov for i forbindelse med stabalisering af kroppen når man løber. Styrketræningen har endvidere også skulle styrke mit nedløb. Slutteligt har jeg også forsøgt at lave nogle øvelser der har til formål at styrke min løbe-bevægelse da jeg i samarbejde med min fysioterapeut fand at jeg havde en meget lille tendens til at trække det ene ben lidt ind imod det andet når jeg løb. Ikke noget man normalt ville bemærke, men set i lyset af mit løberknæ, så fik vi arbejdet lidt med alt hvad der kunne tænkes at have en indflydelse.

Alt i alt, så føler jeg træninge har gået super godt og jeg føler mig klar til kamp.

Mål for TDS

Jeg forventer at TDS bliver en lang, hård men også en flot tur. I modsætning til TGC har jeg faktisk ikke andet mål en at komme hele vejen til Chamonix. Jeg vil gerne under 24 timer, men der er mange variable der der spiller ind. Ikke mindst vejret som har været meget ustabilt i alperne den her sommer, men også om kroppen, ikke mindst knæet, kan holde til det. Det skal ikke være nogen hemmelighed, det er ikke optimalt at træne til bjergløb i DK!

Alt sagt og gjort, så glæder jeg mig som en gal til at komme der ned og bare være en del af UTMB-cirkusset. Der er i alt 40 danskere der skal af sted. Jeg tænker vi nok skal være i stand til at gøre opmærksomme på os selv 🙂

Inov-8 Race Pro Extreme 4 – Review

IMG_2729

Med Inov-8’s Pro Extreme 4 har Inov-8 virkelig lagt sig i selen for at lave en løberyg-rygsæk der både er inovativ og virkelig minimalistisk. Jeg syntes det er lykkedes rigtig godt og til trods for at jeg initielt var en anelse skeptisk er jeg blevet overbevist om at dette er en super fed rygsæk – under antagelse af at man foretrækker væskeblærer fremfor flasker.

Selve rygsækken

Selve rygsækken er bygget noget anderledes op end en almindelig løberygsæk. Der er efter min mening flere ting der gør den speciel.

Væske

For det første har Inov-8 folkene valgt at bygge selve vand-blæren ind i tasken. Det er første gang jeg har set det.

IMG_2727

Som nævnt tidligere var min første tanke nok tættest på… hmmmm.. Men det virker faktisk. Når man løber med den kunne man være bange for at man føler vandet vælter rundt. Dette er på ingen måde tilfældet. Da selve blæren nærmest er bygget sammen med selve spændet rundt om maven har man en særdeles tætsiddende system der former sig rigtig fint rundt om ens krop.

Normalt når man benytter en rygsæk med væskeblære er de bygget op således at væskeblæren sidder inde i ”hovedrummet”. Ved at sætte den udenpå opnår man flere fordele. For det første er man i langt højere grad i kontrol med hvor meget vand man har tilbage. Benytter man tasken til et race er det helt klart en fordel da man hurtigt kan vurdere om der skal mere vand i tasken eller om det er om at komme videre. Ydermere er det faktisk heller ikke nødvendigt at tage tasken af. For testens skyld har jeg forsøgt at påfylde den imens rygsækken er på. Det fungerer fint nok såfremt man lige hælder sig selv lidt til venstre. Når det er sagt, så ville jeg nok vælge at tage den af – der er ikke meget tid sparet på den anden manøvre.

En sidste, men ikke uvæsentlig, detalje, så er det muligt at montere slangen således at man kan have den siddende så tæt på munden at man kan drikke af den uden de store manøvre. For mig er dette tæt på et no-go såfremt dette ikke er muligt da jeg helst vil have tingene så simple som muligt når jeg er i gang med at løbe.

Rum og Lommer

Som tidligere nævnt, så er tasken bygget op om en meget minimalistisk tankegang og der er derfor heller ikke brugt ekstra stof mange steder på at forsyne den med ekstra lommer. Tasken har et ”stort” rum samt 2 mindre.

Det store rum kan der være en del i. Inov-8 har (ikke overraskende ud fra navnet) opgivet tasken til at være 4 liter. Sammenligner man den f.eks. med Salomon’s 12 liter race vest så er denne tæt på at kunne følge med og hovedrummet er da også betragteligt større på denne rygsæk fra Inov-8 og kan godt indeholde de obligatoriske ting til et ultra-løb – såfremt man ikke har en tendens til at skulle have hele sin løbegarderobe med.

Ud over det store rum er den forsynet med 2 små lommer, hvor der lige kan være et par gel’er i hver. Lommerne er placeret i selve spændefunktionen rundt om maven og man har derfor direkte adgang til dem når man løber. Der er ikke nogle lynlås eller andre måder som sørger for at lukke helt til. Jeg kunne godt lidt savne at man havde brugt en elastik-funktion så man var helt sikker på at ens ting ikke falder ud. Ikke at jeg har været ude for det, og når man spænder rygsækken rundt om maven lukker den også lidt til, men det ville have været rart og jeg syntes ikke det ville gøre noget ved det minimalistiske tiltag.

Personligt kunne jeg godt mangle lidt et rum, hvor man lige kan hive ting ind og ud af på farten, eksempelvis en vindjakke, geler mv. Der er ikke nogen nem og hurtig tilgangsvinkel til dette. Hvad angår gelerne kan man nok finde på løsninger så man bliver forsynet ved depoterne og bruger de små lommer.

Fit

Rygsækken spændes rundt om livet og om brystkassen. På sin vis rimelig traditionelt – og så alligevel ikke. For igen har Inov8 gjort et tiltag som jeg faktisk syntes er lidt genialt. På delen hvor man spænder den omkring brystkassen har de i stedet for en tyk elastiksnor forsynet den med en lille snor der ”klikkes” på den modsatte skulderstrop. Dette har man som sådan set før, men det geniale her er at de har benyttet sig af en anorak-lukning (jeg må indrømme at jeg ikke er sikker på navnet her….) som gør at når man først har fået den justeret så rykker den sig altså ikke og man skal herved ikke hive i den i tide og utide for at justere den til. Nice.

IMG_2995

Selve overdelen sidder ikke helt klistret fast på ryggen som man kender fra diverse race-veste. Jeg var til at starte bange for at dette skulle være et issue, men det viste det sig ikke at være. Jeg syntes at rygsækken sidder overraskende godt og havde ingen problemer med at den skøjtede rundt på ryggen.

Materialer

Rygsækken er lavet af ca. 3 forskellige materialer (i hvert fald når man lige kigger på den). Tynd og meget let polyester til det store rum. Dette sidder også direkte ind imod ryggen, men da den ikke er helt tætsiddende kommer der massere af luft ind imellem rygsækken og ryggen, så man føler ikke at ryggen bliver kvalt.

Nede ved vandblæren er der på bagsiden påhæftet en åndbar mesh så blæren ikke sidder helt ind imod ryggen – og igen, man har en fin fornemmelse af åndbarhed.

Skulder-stroppene har man påsat en form for skum der er virkelig blød og behagelig. Rygsækken gnaver ingen steder og man kan med lethed bære den over mange timer.

Konklussion

Jeg syntes at Inov8 har lavet en rigtig lækker rygsæk med en gennemført minimalistisk tilgangsvinkel til ultra-folket. Den er let og har kun de ting som en rygsæk absolut skal have. Det gør selvfølgelig også at der kan være nogle ting man savner, men dette ville kompromittere det minimalistiske design.

Der er umiddelbart to faktorer man skal hæfte sig ved ved valget af denne rygsæk. For det første, så er der valget imellem rygsæk eller race-vest og for det andet så er der valget imellem blære og flasker. Er man til rygsæk og vandblære, så vil jeg mene at vi her har at gøre med en oplagt kandidat.

Næste mål – TDS – forhåbentligt…

Som bekendt er jeg stadig skadet – løberknæ! 😦 Ikke ens speciel god skade da den er super besværlig at komme til livs. Til alt held er det ikke så slemt at jeg ikke kan løbe (som en del af skadesgenoptræningen er løb faktisk påkrævet!!). At være skadet er virkelig virkelig belastende. Både for min egen mentale status, men endnu værre, så påvirker det jo også min familie.

Men usikkerheden om jeg når at være klar til at løbe TDS i august er virkelig ikke humøropløftende, men jeg tror på det.. Jeg bliver nødt til at tro på det!

Status pt. er at jeg godt kan løbe på den og holde formen ved lige. Jeg har har sløjfet alt hvad der hedder bakketræning for nu for ikke at sætte unødvendigt pres på det beskadiget væv og give helingsprocessen så gode muligheder jeg kan. Turene er også relativt korte (relativt set) og min træningsuge ligger i omegnen at 30-40 km. Jeg får dog løbet lidt i skoven og også noget med lidt fart i benene, så god varieret træning.

Nye tiltage

Hvad gør jeg så for at blive klar igen? Det første jeg gjorde efter skaden var identificeret var at gå til Sportsfyssen på Østerbrogade. Anders, som ejer klinikken er super erfarren hvad angår løbeskader og fik mig straks igang med at lave forskellige øvelser der har til hensigt at styrke min stabilitet.

Ud over de forskellige stabiliserende øverlser er jeg også begyndt bare at ligge noget styrketræning ind. Jeg er startet med træningsprogrammet fra Posemanden.dk og har efterfølgende også taget en omgang med Vikingetræning hos Sportsfyssen.

Posemanden’s øvelser har været et rigtig godt sted at starte og jeg kan klart mærke at jeg har fået en del styrke ind på de ca. 2 mdr jeg har gjort det. Vikingetræningen hos sportsfyssen har dog virkeligt lagt et ekstra element på. Kort fortalt er det en gang crossfit øvelser men med fysioterapeutisk fornuft. Ud over det at være med til en fællestime giver det også nogle yderligere øvelser til at lave der hjemme og man får af vide hvad ens faldgruppe er i forhold til øvelserne da der er konstant overvågning på. Det er seriøst noget der kan anbefales. Målet er IKKE at blive lige så stærk som hende her, men bare at få en generelt god styrke og undgå unødvendige skader

behandlingsformer_holdtraening_6

Udover dette er jeg også blevet filmet hos Sportsfyssen for at kigge på min løbeteknik. Rigtig interessant at se. Det er ca. 2 år siden jeg sidst har gjort det i forbindelse med noget teknik-træning. Der var flere interessante ting her. For det første kunne jeg konkludere at min teknik-træning for nogle år siden virkelig har båret frugt! Der er stadig et par små gram der kan rettes til, men i det store hele ser det fornuftigt ud.

At løbe i helt flade sko virkede ikke som noget der umiddelbart ville gavne mig – det ville omvendt heller ikke skade mig og kunne være en del af min skorotation. Ret interessant så landede jeg længere fremme på foden med en Sacony Kinvara sko (drop på 4 mm) end med bare fødder.

Sko med skum skal jeg holde mig fra. Jeg har tilsyneladende en tendens til at falde lidt ind af på min forfod. En sko med meget skum ala Hoka ville ikke gøre dette bedre  – tværtimo. Der var ikke den store forskel på bare fødder og i min Kinvara. Så nu er det kun let skummede sko eller ingen skum.

I forhold til min skade var det interessante selvfølgeligt at mit ene knæ har en tendens til at falde lidt ind ad, forårsaget i at hoften falder lidt når jeg løber, men det var virkelig ikke særlig meget og at skulle rette det op bliver nok en lidt lang process. Jeg tror på det, og det skal nok lykkes.

Hvorom alting er, så vil jeg lidt slå et slag for at man får lavet et studie af ens løbeteknik hos en fysioterapeut der ved noget om det – i hvert fald hvis man løber (eller gerne vil løbe) meget. Han vil i høj grad kunne fortælle hvad der er godt og hvad der er skidt. Og ikke mindst, hvor ens faldgrupper er i forhold til at blive skadet.

I forlængelse af dette vil jeg selvfølgelig også slå et slag for at løbere laver styrketræning. Når man løber meget belaster man også en muskler, sener, led osv. Noget bliver rigtig stærkt, men der er også muskler der nærmest ikke bliver påvirket, men alligevel bliver brugt i forbindelse med vores stabilitet når vi løber. Dvs, er de ikke trænet ordentligt, bliver de heller ikke aktiveret ordentligt og sandsynligheden for det går galt er desto større.

TDS til August i Chamonix er som sagt næste mål. Planen er klar, jeg eksekvere på den, så mon ikke også det går?

Vitargo® energiprodukter – review

original-products

Når man går ind på Vitargo®’s hjemmeside er det første man bliver mødt med “Vitargo – The best carbohydrate in the world”. Så er overlæggeren ellers lagt højt. Men lever det også op til det?

Vitargo® er den nye spiller på den danske marked inden for energiprodukter til sportsudøvere. Der skal ikke være nogen tvivl, dette er et kæmpe marked og det gælder i høj grad om at forsøge at skille sig ud fra andre produkter. For hvorfor skal man egentlig vælge det ene produkt frem for det andet? Det kan være en jungle at finde rundt i og producenterne forsøger sig også i bedste vis at differentiere sig fra hinanden.

Den seneste stykke tid syntes jeg man har set mange energiprodukter der slår sig meget på at  være så naturlige som muligt. De slår sig på økologi, ingen tilsætningsstoffer og meget andet. Men fælles for dem alle er nok at videnskaben bag er nogen lunde den samme. De indeholder kulhydrater i form af forskellige sukkerarter ala Dextrose (også bare kaldet druesukker), fruktose (frugtsukker), maltodextrin og ikke meget andet. Det eneste mærker jeg lige er stødt på som virkelig skiller sig ud er Winforce som jeg har skrevet om her.

Vitargo® ligger sig umiddelbart i høj grad op ad produkter som High5, Cliff Shot, GU og mange andre når man kigger på energisammensætningen. Men så alligevel ikke. Og det er så her at Vitargo® forsøger at udskille sig fra deres konkurrenter. Specielt på sportsdrikken – den indeholder nemlig ingen sukker –  kun Vitargo® (og ja, de referer til det som et ingrediens). Vitargo® består i stedet af 100% stivelsesbaserede produkter, hovedsageligt majs eller byg og som efter sigende skulle give nogle meget komplekse (også populært kaldet lange) kulhydrater.

Vitargo® Carboloader og +Electrolyte

image159x80

Energidrikkene Vitargo Carboloader og +Electrolyte er i høj grad der hvor Vitargo udskyller sig fra konkurrenterne (overordnet set samme produkt – der er bare tilføjet elektrolytter i Vitargo +Electrolyte). Begge produkter indeholder nemlig ikke sukker (og her mener de sukker i den traditionelle forstand nemlig kortkædede kulhydrater ala druesukker (glukose) og frugtsukker (fruktose) – for når alt kommer til alt, så er alle kulhydrater en sukkerart (1) ) og kulhydraterne kommer udelukkende fra Vitargo® ‘s patenterede kulhydratsammensætning. Ifølge de undersøgelser der bliver refereret til hos producenten bliver Vitargo drikkeprodukterne optaget markant hurtigere i kroppen og som følge heraf bør effekten derfor også være mere umiddelbar. Dette konkluderer man på baggrund af et begreb der hedder osmolalitet. Jo lavere osmalitet jo hurtigere er mavetømningen.

I min optik er der desværre et par forskellige problemer her – og nu bliver det en anelse teknisk. Det første er at der ud over mavetømningen er 3 andre processer der har betydning for hvor hurtigt at kulhydrater optages i kroppen (optagelse i kroppen sker via blodsukkeret som er glykose – er et kulhydrat ikke af typen glykose skal kroppen først omdanne det hertil). Samtlige faktorer der er bestemmende for optagelsen er (1):

  1. Mavetømningshastighed
  2. Fødeemnets nedbrydningshastighed
  3. Optagelseshastigheden fra tarmen
  4. Indholdet af glukose

Samspillet af disse 4 faktorer bliver kaldt for “Det Glykæmiske Indeks” eller bare GI. Jo højere GI jo hurtigere er optagelsen af energien. Det vil altså sige at der er 3 andre faktorer end mavetømningen som en indflydelse for hastigheden af energioptaget.

Nu har jeg siddet og kigget en del efter det, og umiddelbart kan jeg ikke se noget af Vitargo’s literatur der refererer til dette. Jeg siger på ingen måde at Vitargo ikke bliver optaget hurtigt, men det kan undre mig man vælger at referere til kun en variabel ud af fire. Kigger man på en oversigt over GI ligger Maltodextrin helt i top for optagelse i kroppen, hvor de stivelsesbaserede produkter ligger noget længere nede på skalaen. Majs har eksempelvis kun et GI på 55 – og som blandt andet er en af bestandelene i Vitargo® (2). De bør måske nævnes at maltodextrin også er stivelsesbaseret, men er på forhånd noget nedbrudt og derfor er kæderne meget kortere end normale kulhydrater som oprinder fra stivelse.

Et umiddelbart andet problem er at Vitargo både siger at det er lange kulhydrater, men at det samtidig bliver optaget hurtigt. Typisk arbejder man med at et korte kulhydrater bliver optaget hurtigt da det har den form der skal til for at blive transporteret ud til musklerne og blive forbrændt. Vitargo siger basalt set med en hånd at det er lange kulhydrater samtidig med de gerne vil sælge en historie om at det bliver hurtigt optaget.

Korte eller lange kulhydrater, så skal man i hvert fald holde sig for øje at bliver det optaget hurtigt i musklerne, så kommer det også hurtigt der ud hvor det bliver brugt og man skal have tilført noget nyt hurtigt. Det være sig om det er baseret på korte eller lange kulhydrater.

Det bliver hurtigt en anelse langhåret – og jeg siger på ingen måde at Vitargo® ikke er state of the art og lige det man har behov for som sportsudøver, men det er virkelig ikke nemt for en der ikke er ekspert at finde hoved og hale i det. Ydermere har jeg ret svært ved at man referere så kraftigt til videnskabelige artikler og litteratur. Der kommer alle mulige problemstillinger ind såsom kildekritik, metoder, konklusioner draget på baggrund af statiske signifikansundersøgelser, hvad er baggrunden for man har foretaget testen (opstillede hypoteser mv.)… og andre videnskabmetodiske problemstillinger.

Går man ind og kigger på nogle af artiklerne, så opdager man hurtigt at de videnskabelige tests er blevet lavet på en meget lille population. Se f.eks http://www.vitargo.com/static/media/studies/vitargo-gastric.pdf, hvor man kun har brugt 6 forsøgspersoner. Sandsynligheden for at de er dækkende for den totale population er nok meget lille og at drage konklusioner ud fra det vil jeg mene er tvivlsomt. Slutteligt bør det måske også bemærkes at det studiet her er 14 år gammelt. Det er et område der bliver forsket en del i, så jeg tænker der kan være kommet nyere forskning på banen.

Ud fra ovenstående kan jeg nemt blive i tvivl om det er godt at bruge under et event, eller før et event (jeg kan blive i tvivl om hvor hurtigt det faktisk bliver transporteret til kroppens glycogendepoter?). Snakker vi om langsomtoptagelige kulhydrater eller kulhydrater som bliver smidt direkte ud imod musklerne og klar til kamp med det samme? Jeg syntes det er et ret essentielt spørgsmål da det har en påvirkning af hvor meget og hvornår man skal optage nye kulhydrater.

Hvis vi nu prøver at tage de mere pragmatiske briller på så må jeg sige at både Vitargo® +Electrolyte og Carboloader smager rigtig fint. Personligt vil jeg faktisk mene at +Electrolyte er den mest velsmagende energidrik jeg har smagt (smagen var Pink Grape) og minder rigtig meget om Fanta’s Pink Grape – dog uden brus. Jeg har sågar haft hele min familie til at teste smagen – og den faldt i alles smag. Ingen af produkterne har den den meget søde smag man finder i nogle ernergiprodukter og når man drikker det føles der nærmest helt blødt. Det er muligvis grundet at det er lavet af stivelse. På mig bliver det derfor heller ikke så kvalmt og jeg kan nemt forestille mig at drikke det i meget lange perioder. Herudover virker det også som om det er skånsomt imod maven. Men da jeg ikke er den med typiske maveproblemer grundet for mange geler mv, så har jeg svært ved at bedømme det.

Jeg har på alle tidspunkter følt at jeg fik den energi jeg fik brug for ved brug at Vitargo® – og når alt kommer til alt, så er det klart det vigtigste. Jeg må indrømmer at i praktiske termer, så kan jeg ikke rigtig mærke om energien kommer meget hurtig, men kan konkludere om brugen af et givent præperat fungerer. Og det gør Vitargo® Carboloader og +Electrolyte.

Vitargo® Gel’er

Her bliver jeg igen lidt forvirret. Når jeg sidder og læser Vitargo’s produktkatalog skriver de at Vitargor®-kulhydrater ikke skal blandes med almindelige sukkerarter da det hæmmer vitargo-effekten(??). Omvendt er det præcist det som de har gjort med deres geler. Bestanddelene i gelerne er nemlig både deres patenterede kulhydrat samt andre kulhydrat-typer. Ydermere skriver de at den kan bruges som nødraket når energidepoterne er ved at være tomme. Og mig der troede at det netop var energidrikkens styrke?!

Jeg har haft 2 forskellige geler til test. Den med appelsin smag og den med citrus-lime. Gelerne kommer i 45 grams doseringer, hvilket er lidt over hvad andre producenter typisk laver. Kan man godt lide Vitargo®’s gel, så kan man jo begynde at regne på hvor mange kulhydrater man har behov for i timen og se om det passer med at justere til 2 geler, hvor man måske skal nærme sig 3 geler med andre producenter. Jeg syntes produktet virker rigtig fint og tror det har ret meget samme effekt som alle andre normale geler.

Vitargo® Energikaken

Unknown

Her snakker vi om en energi-bar lavet på kun naturlige råvarer som tørrede abrikoser, æbler, havre honning, mandler sesam og soja. Min første tanke var klart, Cactus frugtstang møder havregryn. Med indholdet in mente, så er det vel heller ikke så unaturligt.

Jeg har været igennem 2 forskellige typer. Den originale og den med kakao-smag. Begge barer smager fortrinligt. Min favorit er dog klart den med kakao-smag. Den umiddelbare brug af dem vil jeg se som enten før et løb som som indtagelse af nogle langsomt optagelige kulhydrater, eller til lige at få fyldt op med hvad jeg syntes er nogle rigtig fornuftige ingredienser efter et løb. Under et løb vil jeg umiddelbart syntes den er lidt for tør når man i forvejen måske er lige en anelse dehydreret. Det er en smagssag og er man til det kan man på ultra-løb eksempelvis bruge dem på vej ind i et depot, hvor man får pulsen ned i en zone, hvor kroppen er i stand til at optage langsomtoptagelige kulhydrater.

Konklusion

Ud fra egne empiriske tests (løb foretaget i skoven) syntes jeg at Vitargo er et rigtig fint produkt. Man får umiddelbart den energi man skal have både fra deres energidrikke og geler.

Er man til brug af energidrikke, så kan jeg godt anbefale at bruge det specielt for hvad smagen angår. Endvidere har jeg undersøgt forskellige fora og den generelle holdning er at det er meget skånsomt for maven. Et klart plus i min bog, specielt som ultra-løber, hvor man skal være i gang time efter time og er dybt afhængig af at det man indtager ikke smadrer ens mave.

Gelerne er ligeledes et godt produkt, man får den energi man skal bruge. Smagsvarianterne er i den frugtige ende af skalen (Appelsin, Citrul-lime og Cola). Spørgsmålet er jo bare om man er til det eller mere til nogle af de mere karamel, chokolade lignende produkter der også er dukket op for nyligt. Brugen af dem afhænger i min verden om man syntes de er velsmagende og det er der kun en måde at finde ud af… køb den og smag den.

Jeg syntes dog det er en super ærgerlig måde at Vitargo reklamere for deres produkter – eller i hvert fald deres energidrik. Personligt er jeg rigtig meget i tvivl om hvad pokker det er for et produkt jeg rent faktisk står med i hånden. Deres referencer til tekniske begreber som osmolalitet samt artikler der ikke er til at gøre sig kloge på gør kun forvirringen komplet for mig. Ved første øjekast formår de at få solgt en historie om god energi der bliver optaget hurtigt og overlegent i forhold til andre produkter. Men kan man overhovedet konkludere det på baggrund af de refererede undersøgelser? Og er deres sammenligninger med andre produkter overhovedet sammenlignelige, eller sammenligner man basalt set produkter der har forskellige formål? Googler man lidt på f.eks. Isostar Long Energy som Vitargo sammenligner sine osmlitetsberegninger med ( se: http://www.vitargo.com/vitargo/)  finder man hurtigt frem til at denne drik faktisk har til formål at frigive energi langsomt, hvilket ikke er det som jeg læser er formålet med Vitargo’s energidrik. I min verden en sammenligning af to forskellige produkter for at få det ene produkt til at stå bedre i forhold det det andet. Det kan godt være jeg har nej-hatten på, men syntes ikke det virker validt. Jeg står i hvert fald tilbage med flere spørgsmål end svar, men bedøm selv.

 

(1) http://www.gomotion.dk/artikler.asp?mode=detail&p_id=55&a_id=36&page=2&title=art

(2) http://slankedoktor.dk/artikler/mad/4265/tabel-over-et-glykemisk-indeks-.aspx